I det fynske folks tjeneste

Kims åbner sin første outlet på Fyn

Den nordfynske chips- og snackfabrikant åbner en outlet i januar ved Storms Pakhus i Odense. 

Når chipsene er tæt på at være for gamle til at blive solgt i de almindelige butikker, kan du fra fredag eftermiddag købe Kims-poserne i et ny outlet. Foto: Kims

Fredag åbner en outlet for brandet Kims i Odense. Det meddeler Orkla Confectionary & Snacks Danmark, som står bag brandet.

Læs også Knasende godt Kims-overskud varmer hos naboerne

Butikken med lagersalg vil have fokus på at sælge varer, som nærmer sig bedst før-datoen, eller som er pakket i udgået emballage, og derfor ikke længere kan sælges i dagligvarehandlen.

Det sker for at mindske mad- og emballagespild, oplyser Kims. 

Åbner ved Storms Pakhus

Chips og snacks fra Kims produceres på fabrikken i Søndersø. Den nye outlet ligger dog i Ejlskovsgade i Odense - over for Storms Pakhus og tæt på Odense Havn og en række uddannelsesinstitutioner.

Butikken åbner officielt fredag den 31. januar klokken 14. Her vil Kims reklamefrontfigur, Jørgen, møde op. Kims oplyser, at Jørgen går på pension, så det vil være sidste chance for at møde og få et billede med den tv-reklame-kendte frontfigur.

Butikken, der ifølge Kims er Danmarks første chips- og snackbutik, vil primært være åben i eftermiddagstimerne og være lukket mandag og søndag.