I det fynske folks tjeneste

Kommunal direktør afgået ved døden efter ulykke

Direktøren for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune er afgået ved døden som følge af en ulykke.

Poul Anthoniussen blev 49 år gammel. Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Direktør for Børn- og Ungeforvaltningen Poul Anthoniussen er afgået ved døden efter en bilulykke torsdag. 

Det oplyser Susanne Crawley (R), der er rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.

- Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at administrerende direktør Poul Anthoniussen er afgået ved døden som følge af den ulykke, han var ude for torsdag aften, skriver rådmanden i en mail, som er sendt til en række fynske medier. 

Læs også Mand er i kritisk tilstand efter ulykke på rasteplads

Poul Anthoniussen har været administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune siden 2016. 

Politi har undersøgt ulykke

- Mine tanker og dybeste medfølelse er hos familien, skriver Susanne Crawley, der ikke har yderligere kommentarer. 

Torsdag klokken 21.55 kørte Poul Anthoniussen op i en lastbil på Ålsbo Rasteplads på Vestfyn.

Efter ulykken blev direktøren transporteret til Odense Universitetshospital.

En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet for at fastslå, hvordan ulykken kunne gå til. Ifølge vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen er man færdig med de tekniske undersøgelser, men bilinspektørens endelige rapport ligger ikke klar endnu.

- Den kan forhåbentlig belyse, hvad der sket, forklarer vagtchefen. 

Poul Anthoniussen blev 49 år gammel.