Kommune opfordrer til klimatopmøde i familier

Odense Kommune håber, at familier vil prøve at skære i sit klimaaftryk med nyt værktøj.

Hvornår har du sidst sat familien rundt om spisebordet og snakket om jeres klimaaftryk?

Det lyder ikke som den mest traditionelle familieaktivitet, men det er, hvad Odense Kommune appelerede til søndag til Fjordens Dag på Stige Ø.

Odense Kommune skal nemlig være klimaneutral om lidt over syv år. Og alle borgerne har et ansvar for at det kan nås.

Det var et af hovedbudskaberne på Stige Ø fra Odense Kommune. 

Familiens klimatopmøde

- Det første, man kan gøre, er, at begynde at snakke om det derhjemme, siger Dea Seeberg, der er projektleder for klimahandlingsplanen ved Odense Kommune. 

Til at hjælpe de odenseanske familier har kommunen nu søsat en kopi af den aarhusianske platform: 'Familiens Klimatopmøde'.

På platformen kan familier få hjælp til at svare på, hvordan man som familie og husstand kan hjælpe til at reducere CO2-udledningen, lyder det fra Dea Seeberg.

Og det vækker genklang hos de fremmødte. 

- Det lyder spændende. Manden kan godt lide kød, så vi kan måske godt skære lidt ned for det, siger Mathilde Tykgaard, der besøgte Stige Ø søndag.

Hun skal hjem og kigge på platformen. 

- Jeg tænker helt sikkert, at det er noget vi kan bruge. Også med de stigende priser, siger Mathilde Tykgaard.

Spar for klimaet og pengepungen

Og netop de stigende energipriser kan ende med at være en ekstra gevinst for klimaet. Det håber klima- og miljørådmanden i Odense Kommune, Tim Vermund (A).

- Det at begynde at spare lidt i hverdagen kan være godt for klimaet og godt for ens privatøkonomi.

Han håber, at dataen der bliver indsamlet fra platformen kan være med til at svare på, hvordan man kan spare penge ved at leve mere bæredygtigt. 

- Med 'Familiens Klimatopmøde', kan man få helt konkrete tal på, hvad bruger odenseanerne, og hvor meget kan de være med til at ændre, hvis de ændrer vaner en lille smule. 

Det er ambitionen, at 1.000 familier skal gøre brug af platformen og prøve kræfter med at leve mere bæredygtigt - og økonomisk. 

- Halvdelen af de familier, der prøvede programmet i Aarhus, bevarede de gode vaner efterfølgende, fortæller rådmanden.