Kronprinsen på tur i Eventyrhaven: - H.C. Andersen er udødelig

Onsdag var HKH Kronprins Frederik på besøg i Odense for at tænde 8.080 farvestrålende lamper i Eventyrhaven.

HKH Kronprins Frederik var onsdag på tur i Eventyrhaven i Odense. En Eventyrhave, der tog sig noget anderledes ud, end den plejer.

For at fejre jubilæet for H.C. Andersens udnævnelse som æresborger, var haven nemlig prydet med intet mindre end 8.080 lamper i alverdens farver.

- Det passer godt til årstiden og giver en vis atmosfære, sagde Kronprinsen til flokken af journalister, der fulgte ham og blandt andre Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (A), rundt i Eventyrhaven.

Kronprinsen havde selv fået til opgave at tænde for de mange tusinde lamper, inden han tidligere på dagen holdt tale for en stor forsamling borgere, der havde samlet sig på Flakhaven i Odense.

Her ønskede Kronprinsen blandt andet Odense tillykke med endnu et eventyrligt arrangement.

Er selv H. C. Andersen-fan

Kronprins Frederik benyttede lejligheden til at fortælle om sit eget forhold til den kendte forfatter.

- Han er jo udødelig i sine værker. De kan læses og forstås af børn såvel som voksne, og der gemmer sig mange gode fortolkninger i hans historier, fortalte Kronprinsen.

- Og så kender én milliard kinesere til ham. Det er heller ikke tosset.

Har du selv et yndlingseventyr, blev Kronprinsen spurgt af en journalist.

- Jeg har mange, svarede han smilende, inden han gik videre på sin tur i haven.

Før Kronprinsens tale på Flakhaven blev der opført et stort show i anledningen af jubilæet. Det bestod af såvel sang, dans, stomp og musik - helt i eventyrdigterens ånd.

Fyn Live var med, da Odense festede i H.C. Andersens navn.

Oversigt

    Oversigt