Lav tilslutning: Tæt på hver tredje i Vollsmose Sogn har ikke reageret på invitation til vaccine

Vaccinetilslutningen i Vollsmose Sogn hører til blandt de laveste i landet. Vi kunne godt bruge noget fest og musik omkring vaccinerne, siger ekspert.

De seneste tal for Vollsmose Sogn viser, at knap 4.600 personer har fået en invitation til vaccination mod covid-19.

Omkring to tredjedele af dem har enten booket tid, modtaget første stik eller er færdigvaccineret.

Til gengæld har 29 procent ikke reageret på invitationen. 

I hele tal betyder det, at 1.315 borgere i Vollsmose Sogn endnu ikke har booket tid til vaccination, selv om de er blevet inviteret. Til sammenligning er andelen af inviterede borgere, som endnu ikke har booket tid til første stik, på 10,8 procent på landsplan.

Den manglende tilslutning til vaccination i Vollsmose Sogn er en udfordring, som Sundhedstyrelsen, regionen og Odense Kommune nu forsøger at tage hånd om.

Det er især i Vollsmose-firkanten, man mangler at få de sidste med. Men det er ikke noget, der kan ændres fra denne ene dag til den anden, siger Peter Grøn, som er kvalitetschef på OUH og dermed samarbejder med blandt andet Odense Kommune om vaccineindsatsen i Vollsmose Sogn.

- Det eneste, man kan gøre, er at tage folk i hånden og hjælpe med at få booket tiden, siger Peter Grøn.

Han tilføjer, at det tager tid at komme i kontakt med de personer, som ikke har reageret på invitationerne.

- Jeg forventer, at der nok går op mod fire uger, før opsporingsarbejdet slår igennem, siger Peter Grøn.

Der er et efterslæb

Meldingen er den samme hos Rami Ezzeddine, som er leder af en ekspertgruppe i Vollsmose.

- Det er forventet, at der er et efterslæb herude. Det tager typisk tre til fire uger at få søsat tingene her i området, siger han.

Vaccinations-fakta om Vollsmose Sogn

Alt tyder på, at den digitale post fra myndighederne er en flaskehals i forhold tilslutningen til vaccinationsindsatsten.

Sodemann: Svær opgave

Med 29 procent i Vollsmose Sogn lægger tallet sig op af tal fra lignende områder rundt om i landet.

Her er billedet nemlig det samme i områder med stor koncentration af socialt boligbyggeri og et højt antal borgere med anden etnisk baggrund end dansk.

Det er ikke overraskende for professor og overlæge Morten Sodemann på Invandrermedicinsk Klinik på OUH.

Han har flere i omgange påpeget, at kulturel bagrund skal ind i ligningen, når det drejer sig om test-villighed. Det er det samme, når det drejere sig om vaccination, siger han til TV 2 Fyn.

- Det er sværere at få Vollsmose til at være bedst til vaccinestik, end det var at få Vollsmose til være bedst til test, siger Morten Sodemann.

Skepsis og tilgængelighed

Han peger på, at der er en skepsis over for myndigheder og vaccine. Samtidig skal tilgængeligheden være bedre.

I Vollsmose-firkanten har der siden 27. maj været et testcenter, som har åbent hver torsdag. Her kan folk med tidsbestilling blive vaccineret. Den kommende torsdag bliver der leveret 100 ekstra doser, som vil blive til personer, der er opsporet og inviteret af kommunens folk.

Om det er nok, er så spørgsmålet. Morten Sodemann mener, at der skal mere til.

- Vi så i weekenden, at Søren Brostrøm (direktør for Sundhedsstyrelsen, red.) var på banen og vaccinerede i Tingbjerg i København.

- Vi kunne godt bruge en "Søren Brostrøm" her - altså noget fest og musik omkring vaccinerne, siger Morten Sodemann.

Han peger samtidig på, at det, der virkede i forbindelse med testindsatsen, skal i brug igen.

Det vil sige dør til dør, beboerformænd der aktiveres og et højt informationsniveau.

- Og så er det stadig sværere at forklare, at vaccinen er en god idé, end det var at forklare at testen var det.

Ifølge både Peter Grøn og Rame Ezzeddine gøres der i øjeblikket et lignende stykke arbejde. Blandt andet opsøges forældre til børn i de lokale institutioner.

- Vi skal have have formidlet, at det er okay, at det er ufarligt, og det er godt for fællesskabet, siger Morten Sodemann.

Han mener også, at et walk-in-koncept til vaccinationer er smartere end tidsbestilling.

- Hvis der ikke er walk-in, så har man ikke mange chancer, siger han.

Fakta

Oversigt

    Oversigt