Mistede ven i en brandert: - Man skal sgu passe på

Tre unge mænd døde sidste år efter at have været påvirket af alkohol. En af dem var 19-årige Mark Corneliussen fra Nyborg. Nu kommer hans venner med et opråb.

Sander Oliver Sarka og Mathias Pakula kigger ud over det grønlige å-vand, der løber gennem Munke Mose i Odense. Foran dem er en stub, hvor toppen er malet i en skriggrøn farve.

- Det er her, de har en formodning om, at han er faldet i, fortæller Sander Oliver Sarka.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en bytur i Odense natten til den 19. oktober 2019 forsvandt Mathias Pakulas og Sander Oliver Sarkas ven, Mark Corneliussen, sporløst. Natten til den 24. oktober 2019 fandt dykkere et lig i Odense Å og markerede en nærliggende stub med en klar grøn farve. Det var nok her, han faldt i, og det skulle markeres.  

Det er ved denne stub i Munke Mose i Odense, man mener, at Mark Corneliussen faldt i åen den 18. oktober 2019.
Det er ved denne stub i Munke Mose i Odense, man mener, at Mark Corneliussen faldt i åen den 18. oktober 2019.
Foto: Alexander Aagaard

Liget viste sig at være Mathias Pakulas og Sander Oliver Sarkas ven, Mark Corneliussen. 

- Det var helt uvirkeligt. Jeg forstod det ikke i starten, siger Sander Oliver Sarka. 

Taget med en pige hjem?

Barndomsvennerne Mark Corneliussen, Mathias Pakula og Sander Oliver Sarka var i byen på en ellers helt almindelig fredag aften. De havde drukket rigeligt, inden de tog afsted, og startede byturen på The Old Irish Pub i Vintapperstræde i Odense. Nogle timer efter ville de krydse strædet og gå over på en bar nogle meter væk. 

- Han gik tilbage til The Old Irish Pub, fordi han vist havde glemt sin jakke, og så havde han så ikke kunnet finde os. Jeg skrev virkelig mange beskeder til ham, fortæller 20-årige Sander Oliver Sarka.

- Det var jo lidt underligt, at han ikke svarede, men det kunne jo være, at han havde fundet en pige, som han var taget med hjem, siger 21-årige Mathias Pakula.

Det er først dagen efter, det går op for vennerne, at noget er helt galt. 

- Marks lillebror skrev og spurgte, hvor Mark var henne. Så ringede jeg til politiet, for det kunne jo være, at de havde set ham. Det havde de ikke, så vi efterlyste ham, fortæller Mathias Pakula.

Ti unge mænd

De to unge mænd er ikke de eneste, der har mistet en ven efter en tur i byen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mark Corneliussen fra Nyborg var den tredje unge mand, der måtte lade livet efter alkoholpåvirkning i 2019. 

Udover ham druknede en ung mand i Svendborg Havn først på året, og en anden blev påkørt uden for Refsvindinge på Østfyn i august. 

Det er tragisk, mener politiinspektør fra Fyns Politi Henrik Skals.

De unge, der ikke kom hjem

- En, der dør på den her måde, er jo altid en for mange, siger Politiinspektøren.

 I løbet af de seneste 15 år er ti unge mennesker afgået ved døden på Fyn som følge af alkoholpåvirkning, viser en optælling Bemærk har lavet. Ud af de ti var alle unge mænd. Men det er ikke så underligt, at det er de unge mænd, der kommer galt afsted, uddyber Henrik Skals. 

- Kvinder er generelt bedre til at passe på sig selv. Mænd er mere tilbøjelige til at gå alene, og der kan opstå nogle uheldige situationer, når man går alene og ikke kan tage ordentligt vare på sig selv, fordi man er beruset, fortæller han.

Unge og udødelige

Efter seks lange dage, hvor de to unge mænd havde hjulpet med eftersøgningen, havde Mathias Pakulas bror skrevet til dem. Han havde læst, at de havde fundet et lig i Odense Å, og det fik Mathias Pakula og Sander Oliver Sarka til at haste ind til Odense igen.

- Da vi nåede derind, var der ikke dykkere eller noget. Der var heller ikke noget politi, så vi ringede til politiet, der kunne fortælle os, at det var Mark, de havde fundet, siger Sander Oliver Sarka.

- Jeg tænker stadig meget på ham. Jeg er mere ked af det nu, end jeg var i starten. Jeg har nok først rigtigt forstået nu, hvad det egentligt er, der er sket, fortæller Sander Oliver Sarka og tilføjer:

- Man skal holde sig væk fra alt, der har med vand at gøre. Specielt når man er stiv.

- Vi er nogle unge gutter, der tænker, at der ikke kan ske os noget. Vi lever jo bare livet. Det er stadig uvirkeligt, at vi var i byen, og at Mark druknede i Munke Mose den aften, siger Mathias Pakula og afslutter: 

- Det går op for en, at man virkelig skal passe på, hvad man laver, for det hele kan slutte på en aften.

Se hele indslaget om Mark Corneliussens venner.
Fotograf: Alexander Aagaard

Oversigt

    Oversigt