Ny sportsefterskole på vej: - Et fantastisk løft til idræts- og elitemiljøet i byen

En ny elite-efterskole i Odense bliver en magnet for idrættens talenter i hele landet, siger en af initiativtagerne Jacob Landtved.

Har du en drøm om blive den næste Viktor Axelsen, Rikke Møller Pedersen eller Christian Eriksen? Og vil du samtidig gerne på efterskole, så har Odense snart et tilbud til dig. 

Olympos Sports Academy er navnet på den skole, der vil huse dedikerede sportstalenter og hjælpe dem på vej. 

quote Vores elever skal brænde ekstraordinært for deres sport

Jacob Landtved, Olympos Sports Academy

- Vi appellerer både til dem, der har potentiale til at blive nye internationale sportsstjerner og dem, der bruger al deres tid på at nørde med for eksempel bowling, siger Jacob Landtved, der er en af bagmændene til den nye sportsefterskole.

Planerne har været længe undervejs, men onsdag aften rykkede man et stort skridt nærmere.

Efterskolen fik nemlig en grund til en værdi af fem millioner kroner foræret af et enigt Odense Byråd.

- Vi er både tilfredse, beærede og ydmyge. Denne beslutning er en milepæl for vores projekt, siger Jacob Landtved.

Olympos Sports Academy skal ligge mellem Odense Stadion og Odense Atletikstadion på den godt 4200 kvadratmeter store grund og have plads til 120 elever. 

Skolen vil være klar til at byde de første elever velkommen på adressen i Bolbro til august 2021, og Jacob Landtved er sikker på, at skolens eksistens vil kunne mærkes i det odenseanske idrætsliv.

Her skal sportsefterskolen ligge
Her skal sportsefterskolen ligge

- Det her kommer til at give et fantastisk løft til idræts- og elitemiljøet i Odense. Vi vil være en ægte byefterskole og samarbejde med og understøtte alle klubber og foreninger i byen, og det tror vi på vil skabe et fantastisk udviklingspotentiale for byen, siger Jacob Landtved.

Selvom et enigt byråd onsdag besluttede at overdrage grunden til Olympos Sports Academy, skal lokalplanen for grunden vedtages, inden bygggeriet af skolen kan gå i gang. Lokalplanen er nu i høring.

Plads til nørden og fremtidens stjerne

Dedikation, passion og fælleskab er de tre ord, Olympos Sports Academy bruger, når de skal definere sig selv. Skolen henvender sig til folk fra hele landet, og den er den første af sin slags i Danmark, siger Jacob Landtved.

- Der findes ingen uddannelsestilbud som vores andre steder i landet, og det vil tiltrække elever til Odense fra hele landet, siger han.

Der er ikke noget krav om, at alle elever skal gå med en drøm om at blive den næste store håndbold- eller fordboldstjerne. Men der er tale om en skole for elever med en ekstraordinær passion for deres sport.

- Vores elever skal brænde for deres sport. Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis skal have kurs mod eliten. Vi vil både have plads til eleven, der nørder med sin golf og eleven, der har potentiale til at blive en af fremstidens store sportsstjerner, siger Jacob Landtved.

Sådan beskriver Olympos Sports Academy sig selv

Oversigt

    Oversigt