OB fik mavepuster i første kamp i nedrykningsspil

OB’s første dag i nedrykningsspillet gik ikke efter planen.

To hurtige mål efter dødbolde grundlagde fredag aften en dårlig start for OB, da holdet på hjemmebane tabte med 3-1 i første runde af nedrykningsspillet i Superligaen.

FCM-spillerne var langt mere pågående end OB-spillerne i forhold til at komme frem til chancer.

OB havde det svært gennem det meste af kampen, og sejren til FCM var derfor helt på sin plads.

Resultatet betyder, at FCM nu topper nedrykningsspillet med to point ned til Silkeborg, der spiller søndag.

OB har tre point op til midtjyderne på syvendepladsen, der giver en playoff-kamp om en europæisk plads i næste sæson.

OB mangler offensiv kvalitet

FCM startede kampen med et aggressivt pres, og det resulterede i flere hjørnespark, som holdet var skarpe til at eksekvere på.

Efter knap 10 minutter scorede den 20-årige Frederik Heiselberg, efter at angriberen kunne sætte indersiden på en løs bold i feltet.

Derefter headede forsvarsspilleren Juninho bolden ind til 2-0 efter endnu et hjørnespark fire minutter senere.

Det var efterfølgende FCM, der trykkede på, men efter en halv time reducerede OB-kantspilleren Emmanuel Sabbi på et afrettet skud udefra.

Trods spænding i kampen var det stadig gæsterne, der kom frem til de fleste og største muligheder efter pausen.

Mod slutningen af kampen blev det en mere åben affære, men i overtiden fik den indskiftede offensivspiller Edward Chilufya lukket kampen til 3-1 efter en omstillingschance

Oversigt

    Oversigt