OB-legende færdig som træner i Marienlyst

Boldklubben Marienlyst ligger håbløst sidst i 2. division. Det koster nu cheftræner Carsten Hemmingsen jobbet.

Carsten Hemmingsen er fortid som cheftræner i Boldklubben Marienlyst.

Klubben ligger isoleret i bunden af 2. divisions gruppe to med blot fire point efter 16 kampe. Derfor har bestyrelsen tirsdag besluttet at fyre Carsten Hemmingsen.

- Vi har været glade for samarbejdet med Carsten Hemmingsen, som har gjort en stor og helhjertet indsats for Boldklubben Marienlyst, skriver klubbens bestyrelsesformand, Anders W. Berthelsen, i en pressemeddelelse.

Fyringen kommer fem dage efter, at klubben blev sendt ud af pokalturneringen af de forsvarende pokalmestre fra Brøndby. Storklubben vandt på det til lejligheden lånte Odense Stadion med 4-1.

Kampen blev altså den sidste med Carsten Hemmingsen på sidelinjen hos Marienlyst. 

Ifølge Anders W. Berthelsen stopper samarbejdet i fælles forståelse.

- Nu ryster vi posen efter gensidig aftale, men der er endnu ikke fundet en ny cheftræner, skriver bestyrelsesformanden.

Toppel tager over

Bestyrelsen har altså endnu ikke fundet en erstatning for den tidligere Superligaprofil. I stedet bliver klubbens assisterende træner, den tidligere OB-målmand Mads Toppel, der også fungerer som målmandstræner i Marienlyst, indsat som midlertidig træner, mens klubben leder efter en permanent afløser til Carsten Hemmingsen.

Bestyrelsesmedlem Simon Stasiak, der tidligere har været sportschef hos lokalrivalerne fra Næsby og sportslig koordinator hos Marienlyst, overtager jobbet som sportschef. 

En rolle som nu fyrede Carsten Hemmingsen også besad i Odense-klubben.

Oversigt

    Oversigt