OB taber til AGF i chancerigt opgør og misser top-6

Der var en verden til forskel på de to halvlege, da AGF vandt 1-0 hjemme mod OB, der dermed misser top-6.

En velspillende AGF-offensiv skabte store chancer i første halvleg, mens forsvaret holdt modstanderne fra fadet, da holdet vandt 1-0 på hjemmebane mod OB, som med nederlaget ender uden for top-6 og dermed skal spille nedrykningsspil.

AGF-angriberen Patrick Mortensen stod for målet.

Fynboerne kom efter en tam første halvleg bedre med efter pausen og pressede i perioder på for en scoring, men AGF-forsvaret var solide og medvirkende til, at holdet kørte sejren hjem.

Resultatet betyder, at OB efter grundspillet i Superligaen ligger på niendepladsen, og derfor misser mesterskabsspillet for fjerde år i træk, mens AGF er på fjerdepladsen med 35 point.

AGF kom ud til kampen i højt tempo og med flot offensiv fodbold, der gav flere store chancer, som var tæt på at sende værterne i front.

OB kom ikke i mål

Som kampen skred frem, faldt tempoet, og OB-defensiven fik bedre styr på modstanderen.

Værterne fortsatte dog med at være spilstyrende, og efter 37 minutters spil kom holdet foran, da Superligaens øjeblikkelige topscorer, Patrick Mortensen, stangede bolden i mål til 1-0 efter et indlæg.

Med målet er AGF-spidsen nu alletiders Superliga-topscorer for sin klub.

OB kom bedst ud til anden halvleg, og klubbens udtryk var markant mere offensivt end før pausen.

Det førte til flere situationer, hvor AGF-målmand Jesper Hansen måtte diske op med en redning.

Gæsterne fortsatte med at komme frem til chancer, men bolden kom ikke i mål.

AGF forsøgte i den anden ende at lukke kampen, men der faldt ikke flere scoringer.

Oversigt

    Oversigt