Odense Håndbold buldrer i pokalfinale med storsejr

Silkeborg-Voel blev most på egen bane, da Odense Håndbold bookede billet til pokalfinalen.

Odense Håndbold er klar til pokalfinalen for femte år i træk.

Det er en kendsgerning, efter at Ulrik Kirkelys tropper lørdag tævede Silkeborg-Voel med hele 38-21 i semifinalen.

Scoringerne fordelte sig bredt på holdet, og hollandske Dione Housheer blev topscorer med seks træffere.

Weekendens Final 4-stævne afvikles på Silkeborg-Voels normale hjemmebane, Jysk Arena i Silkeborg, men lige lidt hjalp det jyderne, der fysisk blev trykket helt i bund mod det danske mesterhold.

Senere lørdag dyster Team Esbjerg og Nykøbing F. Håndboldklub i den anden semifinale. Søndag afvikles bronzekamp og finale.

Suveræne Odense

Silkeborg-Voel fulgte godt med i opgørets indledning, men fra 7-7 efter 12 minutter satte suveræne Odense turboen til.

Fem mål uden modsvar på knap fire minutter var en mavepuster af rang, og den rejste hjemmeholdet sig aldrig fra.

Defensivt strammede fynboerne gevaldigt op, og offensivt haglede boldene ind bag Silkeborg-Voels to keepere, som tilsammen lavede blot én redning i de første 30 minutter.

Efter Rikke Iversen havde ført an målmæssigt i starten, tog Odenses hollandske profiler siden over, og blandt andet i kontrafasen blev jyderne straffet hårdt for mangelfulde og tandløse angreb.

Efter 21-11 ved pausen gentog historien sig i anden halvleg. Silkeborg-Voel lagde fint fra land. Blandt andet diskede den svenske målvogter Filippa Idéhn op med flere redninger.

Men fra 25-16 fulgte igen en periode, hvor Odense satte sig blytungt på kampen og lukkede helt ned for Silkeborg-Voels angreb.

Længe svingede Odenses føring på 11-12 mål, men den blev udbygget i en slutfase, hvor begge hold skiftede flittigt ud for at dosere kræfterne inden søndagens medaljekampe.

Oversigt

    Oversigt