Olav de Linde overvejer stop af fremtidige investeringer i Odense

Tirsdag beslutter Odense Kommunes By og kulturudvalg, om Olav de Linde må opføre punkthuse ved Åløkkeskoven.

- Hvis ikke det kan lade sig gøre at investere i de steder, som vi kunne tænke os, så må vi jo gøre det andre steder.

Sådan lyder det fra Lars Friis Christensen, der er afdelingsdirektør i Olav de Linde i Odense.

På tirsdag bliver det afgjort af By og kulturudvalget i Odense Kommune, om Olav de Linde får lov at opføre punkthuse på deres grund ved Åløkkeskoven.

- Vi har en eksisterende grund derude, som på ingen måde er en fredsskov, som ligger omrking en fredsskov. Der har vi faktisk et blotlagt areal på 1.500 kvadratmeter, og der vil vi gerne have ryddet lidt buske og træer, som svarer til cirka to parcelhusgrunde. Det er på ingen måde noget med, at vi fjerner en skov," siger Lars Friis Christensen.

Stemmer By- og kulturudvalget imod projektet på tirsdag, overvejer Olav de Linde at stoppe med fremtidige investeringer i nye bygninger.

- Vi vil jo gerne have nogle retninger, hvor man kan samarbejde omkring nogle ting, og der kan det godt være, at det her har været en uskøn måde at arbejde på, fortæller han, men forsikrer, at de altid vil bibeholde den aktivitet, de allerede har i deres eksisterende bygninger. 

Venstre støtter ikke projektet

quote Vi laver ikke politik på vegne af trusler

Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, Odense Kommune

Venstres By- og kulturrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt har allerede meldt ud, at han ikke støtter projektet, og Olav de Lindes udmelding får ham ikke til at skifte mening.

- Vi laver ikke politik på vegne af trusler om, at man forsvinder eller ej, fortæller Christoffer Lilleholt.

- Vi laver politik og har holdninger på baggrund af de enkelte sager.

Udmelding får ikke betydning for afgørelse

Socialdemokratiet og Konservative vil først tage stilling til sagen, når den skal afgøres på tirsdag, men udmeldingen fra Olav de Linde får ikke betydning for, om det bliver et ja eller et nej fra deres side.

- Jeg kan godt forstå frustrationen, hvis man sidder med det indtryk, at der lige pludselig er truffet endelig beslutning, før man har fået lov at fremlægge sine argumenter. Men for mig som politiker påvirker det ikke min stillingtagen, fortæller Kristian Guldfeldt fra Konservative, der er næstformand i By- og kulturudvalget.

- Vi forholder os sagligt til sagen, og vi behandler sagen ligesom alle andre sager, siger Maria Brumvig fra Socialdemokratiet, der er medlem af By- og Kulturudvalget.

Kritik fra beboere

quote Det er en rigtig træls sag, den her.

Lars Friis Christensen, afdelingsdirektør, Olav de Linde Odense

Olav de Linde har arbejdet på at få lov til at bygge boliger på deres grund ved Åløkkeskoven siden 2016. Undervejs har projektet mødt kritik fra beboere i området. Blandt andet fra Nina Collatz Christensen.

- Jeg ville være ærgerlig, hvis det sker, siger hun.

Nina Collatz Christensen håber, at udfaldet på tirsdagens møde ender med et nej til Olav de Linde.

- Det her er en oprindelig og gammel skov, der ligger helt centralt i en storby. Der hænger det ikke sammen, at man fælder det for at bygge nyt, siger hun.

Alt imens krydser Olav de Lindes afdelingsdirektør fingre for, at resultatet ender modsat.

- Jeg håber selvfølgelig, det lykkes. Jeg håber, vi får et rigtig godt samarbejde med naboerne derude og beboerne og kommunen. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med embedsmændene inden ved kommunen, fortæller Lars Friis Christensen.

- Det er en rigtig træls sag, den her.

Oversigt

    Oversigt