Politiet om løvemanden: - Vi oplever det heldigvis meget sjældent

I søndags klatrede en 33-årig mand op på hegnet ind til løverne i Odense Zoo. Nu er han anholdt i det, Fyns Politi betegner som en utraditionel sag.

Det var en række tip fra offentligheden, som torsdag førte til anholdelsen af en 33-årig mand, der nu bliver sigtet for at husfredskrænkelser ved to gange at have klatret op på hegnet ind til løverne i Odense Zoo.

Fyns Politi fortæller fredag, at det var tip fra borgere, der ledte dem på sporet af den 33-årige gerningsmand, som til hverdag bor i København.

quote Vi oplever meget sjældent, at der er nogen, der forsøger at kravle ind til de farlige dyr i zoologisk have - heldigvis

Leon Sørensen

- Sagen har jo været omtalt i medierne, og vi har fået en del henvendelser på, hvem det kunne være og hvem vi skulle tale med. Og på den baggrund fandt vi frem til den mand her, siger politikommissær Leon Sørensen fra Fyns Politi. 

- Det er en lidt utraditionel sag. Vi oplever meget sjældent, at der er nogen, der forsøger at kravle ind til de farlige dyr i zoologisk have - heldigvis, siger politikommissæren.

Har gjort det før

Undervejs i afhøringerne af den 33-årige fortalte manden selv, at han få dage før faktisk også havde været oppe i hegnet ind til løverne.

Politikommissæren forklarer, at det er op til anklagemyndigheden at vurdere, om det skal have betydning for straffen, at den 33-årige gerningsmand har gjort det flere gange. 

- Men det er klart, at der er forskel på, om det er én gang eller to gange, man gør sådan nogle ting, siger Leon Sørensen. 

Den 33-årige københavner er nu sigtet for overtrædelse af straffeloven, og sagen er givet videre til anklagemyndigheden ved Fyns Politi. 

- Og så bliver det dér besluttet, hvordan sagen skal forfølges videre, siger Leon Sørensen. 

Intet motiv

Fyns Politi har trods afhøringerne endnu ikke kunnet finde frem til et motiv for at klatre op på hegnet og smide pølser ind til de farlige dyr. Det har blandt andet været fremme, at pølserne muligvis var forgiftede.

- Der var snak om, om der måske var noget forgiftning i pølserne, og det er vi ved at få undersøgt. Så det ved vi ikke på nuværende tidspunkt. Manden siger selv, at det er der ikke, siger Leon Sørensen.

Politikommissæren forklarer, at hvis der er tale om forgiftede pølser, som den 33-årige har kastet ind til løverne, vil det ændre sagens karakter. 

- Så går det fra husfredskrænkelse til at han har forsøgt at skade dyrene, siger Leon Sørensen. 

Han understreger samtidig, at politiet afventer testresultaterne fra pølserne, før det kan komme på tale.

- Umiddelbart siger han selv (den anholdte, red.), at sådan forholder det sig ikke, siger politikommissæren.

I begge episoder er manden sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 264, der tages i brug, når man skaffer sig adgang til et fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted.

Der foreligger ifølge Ritzau ikke den store retspraksis for personer, der kravler op på løvehegn og kaster med pølser. Men strafferammen er op til seks måneders fængsel for overtrædelse af paragraf 264.

De fleste idømmes dog som regel en bødestraf. 

 

Oversigt

    Oversigt