Rådmand vil sænke hastigheden i store dele af Odense

Står det til Odense Kommunes nye klima- og miljørådmand skal hastigheden sænkes fra 50 til 40 kilometer i timen inden for hele Ring 2.

Fremover skal bilister, der begiver sig ind i Odenses bymidte (Ring 2), lette højrefoden fra speederen en smule, så farten kommer ned på 40 kilometer i timen.

Det mener i hvert fald Odense Kommunes klima- og miljørådmand, Tim Vermund (S).

- Jeg er optaget af, at vi får tilstrækkelig mange til ikke at tage bilen. Det skal være mere attraktivt at være cyklist eller gående end at være bilist, siger rådmanden.

Forslaget fra rådmanden kommer få dage efter, at kommunen af Miljøministeriet fik lov til at sænke hastigheden fra 50 til 40 kilometer i timen på udvalgte strækninger inde i Odense centrum (Ring 1).

Et radikalt forslag

Men det er ikke ambitiøst nok ifølge Tim Vermund.

- Hvis vi rigtig skal rykke på klimadagsordenen kræver det, at vi får hele byen med. Det er et radikalt forslag, men det er nødvendigt, fordi det klimamæssigt ikke batter det store at nøjes med centrum, siger rådmanden. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ring 2 er markeret med den gule linje på kortet. Rådmanden vil have sænket farten inden for afmærkningen.

Han frygter ikke, at det vil få fynboer til at holde sig fra Odenses handelsliv.

- Vi står i en klimakrise, hvor der aldrig er målt så højt CO2, så vi skal tænke over, hvordan vi ændrer vaner, og hvis ti kilometer kan tippe det for folk, må de vågne op.

Ifølge Odense Kommune kan man reducere CO2-forbruget med 25.000-50.000 ton om året, hvis hastigheden sænkes med 20 kilometer i timen inden for Ring 3. Tim Vermund har dog ikke aktuelle tal for, hvor meget CO2 hans forslag, der kun gælder Ring 2, vil spare.

Brug for opbakning

Før trafiktavlerne skiftes ud, kræver det dog, at rådmanden får opbakning fra både hans eget udvalg, resten af Odense Byråd og Folketinget.

- Jeg vil mene, det er realistisk. Jeg har brug for hjælp fra Christiansborg, men de (politikerne, red.) har vist sig villige til at sænke farten inden for Ring 1, så formentlig kan vi også få lov i Ring 2, fortæller Tim Vermund. 

Rådmanden har endnu ikke rejst forslaget i Klima- og Miljøudvalget, og derfor kan udvalgsmedlem Rikke Beider (K) endnu ikke forholde sig til forslaget.

- Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige, om det er et godt eller dårligt forslag. Inden jeg kan det, vil jeg gerne se nogle beregninger for, hvor meget CO2 man sparer, for selvfølgelig betyder det noget at køre langsommere, men vi er jo omvendt heller ikke interesseret i, at al trafikken går i stå, fortæller Rikke Beider.

Ring 1, 2 og 3

Oversigt

    Oversigt