Odenseanske Riegens, der producerer lysarmaturer og LED-belysning, opnåede sidste år et af sine hidtil bedste resultater.
Omsætningen steg fra 200 til 265 millioner kroner, og indtjeningen før skat voksede fra 4 til 25 millioner kroner.
Riegens har sine hovedmarkeder i Skandinavien og Storbritannien, og her har der for alvor været rift om virksomhedens produkter i 2015.
Udviklingen er en fortsættelse af trenden i sidste halvår af 2014, men alligevel langt bedre end forventet.
Det er især LED-belysning, der vokser, og som nu fylder tre fjerdedele af virksomhedens salg.
I indeværende år har Riegens investeret i nye markeder, men forventer alligevel at kunne øge omsætning og indtjening yderligere.
Riegens beskæftigede sidste år 194 medarbejdere, hvilket er 14 mere end i 2014.