Stjerne vender hjem til Odense Bulldogs

Den canadiske ishockeyspiller Dale Mitchell vender fra næste sæson tilbage til Odense Bulldogs.

Under stor jubel præsenterede Odense Bulldogs tirsdag, inden klubben spillede for tomme tribuner, deres seneste tilføjelse til spillertruppen.

Publikumsfavoritten Dale Mitchell vender tilbage til Odense efter en enkelt sæson i den tyske ishockeyklub Dresdner Eislöwen.

-Jeg har, siden Dale sidst var i Odense, løbende snakket med ham omkring muligheden for, at han en dag skulle tilbage og spille for Bulldogs. I løbet af efteråret kunne jeg fornemme, at Dale og hans familie godt kunne se dem selv tilbage i Odense til den kommende sæson. Vores drøftelser blev derfor mere konkrete, og jeg er utrolig glad for, at det nu er lykkedes at få aftalen på plads, forklarer sportschef i Odense Bulldogs Henrik Benjaminsen i en pressemeddelelse.

Dale Mitchell har tidligere spillet 4 sæsoner i Odense Bulldogs fra sæsonen 2014 til sæsonen 2018. Han ser frem til igen at spille for den odenseanske ishockeyklub.

- Jeg er meget spændt på at komme tilbage til Odense. Det er et sted, hvor jeg nød at spille hockey. Det var en nem beslutning, da Henrik (Benjaminsen red.) nævnte muligheden. Fansene er nogle af de bedste, jeg har oplevet i min karriere, fortæller Dale Mitchell i pressemeddelelsen.

Også Odense Bulldogs' cheftræner, Marc Lefebvre, er begejstret for, at den canadiske ishockeystjerne snart tørner ud for odense-klubben.

- Dale Mitchell er en dynamisk og dygtig spiller, der kommer til at tilføje tiltrængte offensive kræfter til vores trup. Hans erfaring og lederskab vil også blive gavnligt for vores unge spillere både på og uden for isen.

Dale Mitchell starter på isen i Odense fra næste sæson.

Oversigt

    Oversigt