Tiårig fynbo overhaler voksne indenom - vinder pris for bedste bogblog

Det var en overvældet og glad tiårig, der sammen med sin far nu kan kalde sig for Danmarks bedste bogblogger.

Tiårige Nor Paulsen-Ahrendt er ikke, som tiårige er flest. Han læser nemlig rigtig mange bøger, og så deler han dem med sine følgere på bloggen 'Nor og far læser', som han har med sin far.

Og fredag blev den blog hyldet som den bedste danske af sin slags og vinder af en Danish Book Blog Award på årets Bogforum. Prisen blev uddelt af den online boghandel Plusbog.

- Det var virkelig stort. Til at starte med havde jeg ingen ord, så jeg måtte give mikrofonen videre til min far, siger Nor til TV 2 Fyn.

- Vi havde tænkt, at det var bedst at tænke, at vi ikke vandt, så vi ikke blev skuffede, men vi håbede alligevel. Det er bare fedt.

Ifølge faren, Jakob Paulsen, kneb sønnen en lille tåre af glæde, og Nor var da heller ikke ene om at blive berørt.

- Jeg får stadigvæk kuldegysninger af at tænke på det. Det er ret vildt for os. Og det er specielt for mig som far, at vi har det her sammen, siger Jakob Paulsen.

Ung blogger fik overvældende opmærksomhed

Nor deler på syvende år bloggen, der har Instagram-profilen @norogfarlæser, med sin far. Her følger 2.693 med, når de anmelder bøger til højtlæsning og bøger, Nor selv kan læse.

Bloggen blev tilbage i november én ud af i alt 85 indsendte bogblogge nomineret til en Danish Book Blog Award, der er den største danske pris for bogbloggere. Heraf blev 16 nomineret, før feltet blev indsnævret til fem.

Nor har anmeldt over 1.000 bøger på bloggen.
Nor har anmeldt over 1.000 bøger på bloggen.
Foto: Privatfoto/Jakob Paulsen

'Nor og far læser' blev udvalgt blandt flere erfarne bogblogs med voksne bag roret. Og som en af de få på sin alder har Nor oplevet en overvældende opmærksomhed efter prisuddelingen. Men det er kun godt, påpeger han.

- Så kan vi inspirere flere til at læse - det er det, vi står for, siger den unge blogger. 

Et gigaordforråd og en livlig fantasi

Faren, Jakob Paulsen, har læst for Nor, siden han var helt lille, og han mener, at det har haft stor indflydelse på sønnen.

- Jeg kunne se, hvad bøgerne gjorde for ham. Han havde et gigaordforråd, en livlig fantasi, og var god til at koncentrere sig. Så jeg tænkte, at højtlæsning er godt for børn, siger han.

Derefter blev bloggen født, og Nor er blevet en mere og mere aktiv spiller i takt med, at han er blevet ældre. I dag står han også selv for at anmelde bøgerne, fortæller den stolte far.

- Jeg synes, det er et kæmpeprivilegie. Tænk sig at have en fælles interesse på det niveau, siger han.

Forsinket takketale

Nor og Jakob Paulsens blog er, siden de blev nomineret for lidt over en måned siden, vokset med næsten 1.000 følgere. Og med den fart kan det godt være svært at overskue, hvad næste skridt bliver.

- Lige nu ved jeg det ikke. Det føles som om, alt lige er sket. Men hvis vi vokser mere, er der flere, der ser os, siger Nor.

Nor Paulsen-Ahrendt læser næsten hver dag og i øjeblikket anbefaler han Natten bøger og så klassikeren Jumbobogen.
Nor Paulsen-Ahrendt læser næsten hver dag og i øjeblikket anbefaler han Natten bøger og så klassikeren Jumbobogen.
Foto: Privatfoto/Jakob Paulsen

I dag er der sendt 1.393 opslag af sted til de mange følgere, og både Nor og far lover, at der kommer mere i fremtiden.

For selvom det også er hårdt arbejde, så betaler det sig, når folk skriver og takker for anbefalingerne, lyder det.

- Jeg ville gerne have sagt tak til alle, der har støttet og hjulpet os og bakket os op, siger Nor som sin lidt forsinkede takketale.

Oversigt

    Oversigt