Tvivl om landskamp på storskærm i Odense

Når Danmarks fodboldlandshold løber på banen mod Sverige den 6. juni, så er det alligevel ikke sikkert, at odenseanerne kan nyde slaget på storskærm på Flakhaven. Odense Kommune afventer nemlig, om kabel-tv udbyderne vil gøre kampen tilgængelig for flere seere. 

Onsdag fortalte borgmester Jan Boye (K) og rådmand Anker Boye (S) ellers på TV 2/FYN, at kommunen ville sørge for at vise kampen på storskærm på Flakhaven, når nu det kun var digitale tv kunder hos Viasat og diverse kabel-tv udbydere, der ellers kunne se kampen.
Men siden er der blevet mere uklarhed om situationen, en massiv folkelig protest mod at kampen var forbeholdt de få, har fået udbyderne til at overveje, om kampen skal sendes på en anden kanal.
Samtidig har Ekstra Bladet meldt ud, at man gerne vil arrangere fodboldfest i Odense med entré, men kun hvis Odense Kommune holder sig fra fadet.
Nu fortæller lederen af det kommunale Eventhouse så, at den endelige beslutning om storskærm på Flakhaven først tages i morgen mandag.
- Hvis det viser sig, at kampen bliver vist på en national kanal, så viser vi den ikke på storskærm, men ellers har vi en aftale med Viasat om at vise den, siger Claus Koch.

Oversigt

    Oversigt