Vikingeborgen Nonnebakken i Odense er blevet optaget på UNESCO’s verdensarvliste, men borgen kan ikke ses med det blotte øje i dag. Den er erstattet af tusind års byudvikling i Odense.
Men bare fordi vikingeborgen ikke eksisterer længere, har den ifølge Mads Runge, museumsinspektør for Museum Odense, stadig fortjent sin plads på den internationale kulturarvsliste.
- Det er vigtigt, fordi det anerkender borgenes historiske betydning, blåstempler Odense som vikingeby og fra nu af bliver beskyttet af staten, siger Mads Runge til TV 2 Fyn i røret fra Saudi-Arabien, hvor han har været med til at overbevise verdensarvskomiteen om at optage de fem danske borge på listen.
I forvejen har Danmark følgende steder på UNESCO's verdensarvliste: Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Stevns Klint, Vadehavet, Christiansfeld, Jelling Monumenterne og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland.
Fakta om de fem ringborge
- Godt nok er borgen usynlig i bybilledet, men den er en vigtig brik i fortællingen om de fem borge og Harald Blåtands ambition om at samle det danske og tiltagende kristne rige. Dertil ligger der velbevarede arkæologiske objekter, vi nu kan begynde at grave ud. Beslutningen giver også plads til en mulig rekonstruktion i fremtiden.
Bygget efter oprør mod tysk-romere
Mads Runge, der også er forskningsleder ved forskningscentret Centrum, fortæller, at borgen blev bygget omkring 980 i kølvandet på Harald Blåtands oprør mod Otto den Rødes Hellige Tysk-romerske Rige.
Otto den Rødes far, Otto den Store, invaderede i 950 Danmark, undertvang landet og konverterede såvel Gorm den Gamle, Harald Blåtand og det ganske danske rige til kristendommen med en klinge for struben.
Efter Gorm den Gamles fald og Harald Blåtands blev konge af Danmark, opførte den nu forældreløse majestæt Danmarks dåbsattest Den Store Jellingsten.
Harald Blåtand tilragede sig Norge i 970, og i 974 erklærede han, at han ikke længere anerkendte den hellige tysk-romerske kejsers autoritet. Kong Harald Blåtand, ung og kålhøgen, gik i oprør mod overmagten.
Sammen med nordmændene indtog han Nordtyskland og slog fjenden tilbage, men da nordmændene sejlede hjem, blev danskerne besejret ved forsvarsværket Danevirke i Slesvig-Holsten. Borgene blev således formentlig bygget i perioden før, under og efter krigen som både et forsvar og politisk redskab for Harald Blåtand i et forsøg på at afværge lignende invasioner i i fremtiden og konsolidere det danske rige.
Borgene kun brugt i 10-15 år
Selve borgen, der husede omtrent et tusind mennesker, var ikke drevet af professionelle krigere men bønder, der blev kaldt til våben i krigstid.
Man formoder, at en mindre gruppe krigere med deres familier har vedligeholdt borgen udenfor krigstid, da man har fundet rester af både mænd, kvinder og børn samt fundet andet end blot våben; både hverdagsredskaber og smykker.
Borgen var ringformet med en diameter på 180 meter og lå et stenkast fra den å, der den dag i dag stadig slanger sig igennem Odense.
Odense som by nævnes, så vidt vi ved, for første gang på skrift i 988, et lille årti efter borgens opførelse, men der har boet mennesker længe før. Selve bynavnet kommer af ”Odins Vi”, hvor ordet vi er en betegnelse for et helligsted – i dette tilfælde dedikeret til Odin.
Området har altså været beboet før vikingeborgens opførelse og konvertering af landet, men ifølge Mads Runge viser arkæologiske fund helt tilbage fra 800-tallet en kristen tilstedeværelse i landet, der tyder på en igangværende overgang fra den krigeriske asetro til kyske kristendom.
Borgene gik i forfald efter Harald Blåtands død, hvilket vil sige, at de kun blev brugt i ti til femten år. Kongens efterfølger, Toke Gormsen, ville ikke lege kongens efterfølger og havde ingen interesse i at benytte eller vedligeholde borgene.
Borgen blev i 1100-tallet hjem for en gruppe benediktinernonner, der gav området det navn, odenseanerne kender den dag i dag; Nonnebakken. Og under det navn er borgen nu på vej på UNESCO's verdensarvsliste.