Winnie fra H2Odense blev årets svømmetræner

Årets svømmetræner kommer fra H2Odense

Winnie Faber fra H2Odense blev fredag kåret som årets træner 2018 under stort bifald i det fyldte svømmestadion på Bellahøj forud for dagens finaler ved Danish Open. Det oplyser Danske Svømmeunion.

Formanden for Dansk Svømmetræner Sammenslutning (DSTS), René Thomsen, og Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, stod for overrækkelserne ved bassinkanten.

Winnie Faber fik blomster og en bronzestatuette i forbindelse med kåringen.

- Jeg troede slet ikke, jeg ville komme i betragtning til denne pris med de dygtige øvrige nominerede. Så jeg er dybt overrasket, meget rørt og glad for denne pris. Samtidig vil jeg også sige, at jeg er meget beæret over at modtage prisen som kvinde iblandt de mange dygtige mandlige trænerkollegaer. Det, føler jeg, er en helt særlig anerkendelse af mit arbejde, sagde hun.

René Thomsen begrundede kåringen med, at Winnie Faber har opnået store resultater med sine svømmere i H2Odense, og at hun løftet niveauet markant i klubben. Han fremhævede udviklingen og kvalifikationen af Anna Wermuth, Matilde Schrøder og Laura Glerup Jensen til EM på kortbane som nogle af hendes mest markante resultater.

Kun en af de tre svømmere havde tidligere deltaget ved et internationalt mesterskab.

Oversigt

    Oversigt