Sexchikane: Her er årets mest opsigtsvækkende historie på Fyn

Sagen om sexchikane i byrådet i Nyborg bredte sig hurtigt til landsdækkende medier. Ung kvinde beskyldte kollegaer for at “klappe hende i røven”.

I løbet af 2017 har der på Fyn været et hav af politiske sager, der har fanget mediernes og fynboernes opmærksomhed. 

TV 2/Fyns samfundsredaktion kigger tilbage på året, der har budt på sejre, nederlag og overraskelser. Den mest opsigtsvækkende historie kom frem i april fra Nyborg.

- En af de mest opsigtsvækkende politiske sager på Fyn opstod, da det socialdemokratiske byrådsmedlem i Nyborg, Sonja Marie Jensen, satte fokus på sexchikane og chauvinisme ved at fortælle om, hvordan hun var blevet ”klappet i røven” af en byrådskollega, siger TV 2/Fyns samfundsredaktør, Jakob Risbro.

I ugerne efter startede en intens jagt på det skyldige byrådsmedlem i Nyborg.

- Mens nogle hyldede den unge socialdemokrat, blev hun dog også kritiseret af mandlige byrådskollegaer for, at hun med sin beskrivelse mistænkeliggjorde alle mandlige byrådsmedlemmer i Nyborg Byråd, forklarer Jakob Risbro. 

Se tv-indslaget, hvor mandlige byrådsmedlemmer bliver konfronteret med beskyldninger om sexchikane. 

Sonja Marie Jensen har ikke på noget tidspunkt nævnt navnet på den pågældende.

Sådan gik valget for den unge socialdemokrat

Til gengæld bredte sagen om sexchikane sig fra Nyborg til hele landet.

- Hendes beskrivelse startede en landsdækkende debat om kvinder – og især unge kvinders - oplevelser i politik, og med ét blev hun landskendt og fik blandt andet en nyindstiftet socialdemokratisk kvindepris, fortæller samfundsredaktøren.

Selv om Venstre beholdt borgmesterposten i Nyborg, kunne Sonja Marie Jensen glæde sig over et fantastisk personligt valg i kølvvandet på sexchikane-sagen. Ved kommunalvalget i november fik hun 633 personlige stemmer - kun overgået af de to borgmesterkandidater, Kenneth Muhs (V) og Vibeke Ejlertsen (S).

- Jeg havde frygtet, at sagen om sexichikane ville koste mig valget, men jeg er meget overrasket over den opbakning, som jeg har fået, sagde Sonja Marie Jensen i november efter valget.

Hendes kvindelige kollega i byrådet, Camilla Noble, der også er medlem af Socialdemokratiet, genkendte, da sagen kom frem, ikke det billede, som partifællen havde beskrevet.

- Det er ikke et billede, jeg kan genkende. I en mandeverden er mænd, som mænd er, og der kan da godt falde kommentarer, men så er det med et glimt i øjet, forklarede Camilla Noble.

 

Oversigt

    Oversigt