Knivdrab: Offeret formentlig identificeret

Fyns Politi har formentlig identificeret den knivdræbte mand, der onsdag blev stukket ned ved Svendborg Banegård.

Den mand, der onsdag eftermiddag blev stukket ned på åben gade i Svendborg, er formentlig en 74-årig mand, siger efterforskningsleder Henrik Justesen.

Politiet er dog ikke 100 procent sikker på hans identitet og har ikke talt med hans familie.

Politiet arbejder i øjeblikket med at tale med vidner på stedet for at finde frem til gerningsmanden, som stadig er på fri fod.

Gerningsvåbnet er også fundet, oplyser Fyns Politi.

- Vi fandt gerningsvåbnet i retning mod Sydbank, hvor vidner havde set gerningsmanden forsvinde, fortæller Henrik Justesen. 

Gerningsmanden beskrives som en dansk mand på cirka 40 år. Han er 180 centimeter høj og var iført en strikket blå jakke og blå jeans.

Gerningsmanden flygtede fra stedet til fods ad Jernbanegade. Politiet har endnu ikke pågrebet nogen mistænkte.

- Vi har en personkreds vi kigger på nu, og vi regner med at foretage nogle afhøringer snarest, siger Justesen.

Teknikere er i gang med at sikre spor på Klosterplads, og derefter vil en retsmediciner gå i gang med sine undersøgelser.

 Hele Klosterplads, hvor drabet fandt sted, er afspærret for gående og for bilkørsel, oplyser Fyns Politi.

 

Oversigt

    Oversigt