Debat om skældud-fri skoler - nu vil Svendborg være med

Skal skolerne være fri for skældud? Det er et spørgsmål, som har vakt stor debat i løbet ugen. Og nu vil Svendborg Kommune også bringe emnet op.

Skole- og uddannelseschefen i den fynske kommune, Nanna Lohmann, så gerne, at man også her skar ned på skældud. 

- Jeg ville ønske, at vi her i enogtyve var et sted, hvor vi kunne sige, at vi havde skældud-fri skoler. Men det er naturligt, når mennesker sammen, at man reagerer - også med skældud. Jeg synes, vi har en forpligtelse til i både vores dagtilbud og skoler at være opmærksomme, og derfor tænker jeg, at det er en rigtig god ide, at vi får sat gang i debatten igen, siger hun.

Debat har bredt sig

Debatten begyndte torsdag, da Herskindskolen nær Aarhus meldte ud, at de ville være landets første skældud-fri skole.

I stedet for at hæve stemmen og blive irriterede vil de sætte sig i elevernes sted og tale roligt med dem. Også hvis eleverne gør noget, de ikke må.

Og den fremgangsmåde kan betale sig, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.

- Vi skal have et samfund præget af venlighed, respekt og en påmindelse om, at mennesker gør det godt, når de kan. Så vi skal sikre, at det kan lykkes bedst muligt så ofte som muligt, siger hun.

Mange har ikke taget skade af skældud

Mange husker dog selv at have fået skældud i deres skoletid uden at have taget skade af det efterfølgende. Så er det også nødvendigt at lave om på? 

Ja, lyder det fra Nanna Lohmann.

- Rigtig mange af os har fået skældud og har klaret det fint. Men det er sådan, at skældud aldrig er særlig konstruktivt. Det påvirker både dem, der skælder ud, det barn, der bliver skældt ud, men det påvirker også hele klassefællesskabet, siger hun. 

- Jeg tænker, vi har en helt særlig forpligtelse til at møde børnene på en anden måde, så skældud kun er en helt særlig undtagelse. Man kan sagtens være en tydelig voksen og sætte retning uden at benytte sig af skældud.

Ifølge hende har skolerne i Svendborg da også allerede fokus på et positivt klassemiljø. Skole- og uddannelseschefen mener dog, at det altid kan gavne at sætte fokus på emnet og dermed komme nærmere en skældud-fri skole.

Oversigt

    Oversigt