Drone-fødsel: Ny fynsk drone kan blive milliardforretning

Iværksætterfirmaet DanaDynamics forventer et stort marked for deres ubemandede havdroner.

Fyn fik mandag sin første ubemandede havdrone.

Der er tale om en drone, der kan foretage ubemandede søopmålinger, og på sigt er det planen, at dronen skal opmåle havne rundt om i hele Europa. 

quote Som alle andre brancher skal søfarten udvikle sig, og den autonome skibsteknologi er et af de områder, hvor det går meget stærkt

Lars Ahrendtsen, Fyns Maritime Klynge

- I dag er en stor milepæl i vores udviklingsfase. Vi søsætter i dag, og vi sejler autonomt. Det er ikke på højt niveau, men vi fortsætter udviklingen over sommeren, siger Martin Stockholm, der er en af hjernerne bag virksomheden DanaDynamics, der har fremstillet den maritime drone.

Han er direktør, stifter og ejer af DanaDynamics sammen med Lasse Skriver Møller. 

Et lovende dronemarked

Dronen er det første resultat af den iværksætterhub eller kuvøse, som Fyns Maritime Klynge af virksomheder etablerede for godt et år siden.

- Vi har været meget bevidste om at finde de rette iværksættere og have rammerne til dem. Det, at der er kommet sådan en flot autonom drone ud af det, er bare fantastisk, siger Lars Ahrendtsen, der er forretningschef for Fyns Maritime Klynge.

Lars Ahrendtsen er forretningschef hos Fyns Maritime Klynge, og han opfordrer nye iværksættere til at være en del af det det maritime start-up hub i Svendborg. Flemming Ellegaard

Og det ser lovende ud for det maritime dronemarked. Eksperter skønner, at det samlede marked for selvstyrrende maritime droner har en værdi på godt 100 milliarder kroner i 2030.

Iværksætterkuvøsen har været med til at sikre DanaDynamics adgang til netværk, værksteds- og testfaciliteter og investorer til projektet. 

Bæredygtig, hurtigere og billigere

Dronen skal bruges til opmåling af bundforholdene i havne, men på sigt vil den også kunne bruges til eftersøgningsarbejde og miljøopgaver, da den er opbygget i moduler, der kan skiftes ud efter behov. 

Opmåling af havne er vigtigt, fordi bunden hele tiden ændrer sig, og havnene skal kunne sikre en garanteret dybde til indløbende skibe.

Martin Stockholm er medstifter af DanaDynamics, der søsatte deres første maritime drone mandag. Flemming Ellegaard

Derfor forventes der et stort marked, og flere danske havne har allerede tilkendegivet interesse, da dronen kan opmåle hurtigere og billigere end traditionelle bemandede fartøjer. Og så er den bæredygtig, fordi den sejler på el. 

- Som alle andre brancher skal søfarten udvikle sig, og den autonome skibsteknologi er et af de områder, hvor det går meget stærkt, siger Lars Ahrendtsen fra Fyns Maritime Klynge.