Fund af virusmutation: Svendborg Kommune opfordrer alle til test

Alle i Svendborg opfordres til at blive testet efter udbrud af smitte med en mutation af corona i kommunen.

Mens blikket i weekenden har været rettet mod smitten i Nyborg, har Svendborg Kommune også opdaget en række coronatilfælde med en mere smitsom mutation.

Det bekræfter John Jensen, direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Svendborg Kommune, over for TV 2 Fyn.

- Når der er tale om en mere smitsom variant, frygter vi, at den vil sprede sig hurtigere, og derfor har vi sat nogle initiativer i gang, der skal begrænse smitten, siger han.

Søndag blev 14 nye tilfælde af coronavirus konstateret i kommunen, og incidenstallet ligger nu på 91,1. I øjeblikket undersøger Statens Seruminstitut, hvilken mutation der er tale om.

Flere testenheder

Det er blandt andet i den nordøstlige del af Svendborg, at en del af de nye smittetilfælde er konstateret.

Og den øgede smitte betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed mandag sender testenheder til Skovbyhus, Byparken 44, hvor kommunen i forvejen har et testcenter.

I den forbindelse opfordres alle i Svendborg til at blive testet, skriver kommunen. I særdeleshed dem, der bor omkring Byparken, Marslevvej Station, Byhavevej, Byskoven og Ørbækvej.

Svendborg Kommune har kontaktet forældrene til elever på skoler i fire klasser, hvor der frygtes at være smitte, med opfordring til at blive testet og isolere sig. 

- Vi håber, at vi kan få inddæmmet smitten med de initiativer, vi har igangsat, siger John Jensen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Derudover minder kommunen også om at tage de forholdsregler omkring afspritning, håndhygiejne og afstand, der kan være med til at holde smitten nede.

Mutation fundet i Nyborg

Lørdag kom det frem, at der var fundet et tilfælde af enten den sydafrikanske eller brasilianske variant i Nyborg Kommune.

Der er tale om en skoleelev i indskolingen 1. – 3.-klasse på Birkhovedskolen i Nyborg, som er smittet.

Nyborg Kommune har derfor sat gang i en smitteopsporing af nære kontakter. Mellem 150-200 personer er blevet opfordret til at tage en test.

Smittekilden til tilfældet hos skoleeleven er ukendt. Det vides ikke, om vedkommende er blevet smittet i Danmark eller på en rejse til udlandet.

Det er endnu ikke kommet frem, hvilke mutationer der er tale om i Nyborg og Svendborg kommuner.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste lørdag på Twitter, at der er fundet yderligere seks tilfælde af smitte med den brasilianske variant (P1). I alt er der fundet ni tilfælde.

Oversigt

    Oversigt