Fyldt med talenter: GOG producerer masser af landsholdsmateriale

Søndag aften møder det danske håndboldlandshold DR Congo i VM i håndbold, og en stor del af holdet har faktisk rødder fra den sydfynske klub GOG.

Midt på den lige nu snefyldte, men mennesketomme efterskole i Oure møder TV 2 Fyn søndag talentchefen for GOG håndbold Carsten Jensen. 

Sammen med ham går Lasse Mathias Pedersen, der til dagligt spiller som venstre back for GOG håndbold. Og de er sammen kommet til den tomme efterskole for at fortælle om GOGs måde at udvikle håndboldtalenter på. 

Og det er ikke helt tilfældigt, at de er mødt op på efterskolen i Oure.

- Oure Efterskole spiller en enormt stor rolle i GOG's talentudvikling. Skolen giver de unge mennesker en struktureret hverdag, og derigennem giver skolen de unge mennesker de absolut bedste forudsætninger for at udvikle deres talent, siger Carsten Jensen

- For mig har det været vigtig både at udvikle mine håndboldtalenter samtidig med, at jeg har udviklet mig personligt. Og det hjælper Oure rigtig meget med, supplerer Lasse Mathias Pedersen. 

Mathias Lasse Pedersen drømmer om en dag at spille blandt de bedste håndboldspilllere.
Mathias Lasse Pedersen drømmer om en dag at spille blandt de bedste håndboldspilllere.
Foto: Ida Alstrup

Håber at spille sig til toppen

At udvikle talenter er nemlig noget, som GOG i samarbejde med Oure Efterskole er særligt dygtige til. En egenskab, der måske bedst kommer til udtryk, når man kigger på håndboldlandsholdets trup.

quote Carsten er jo en mand, der har fået mange talenter til at lykkes

Mathias Lasse Pedersen, håndboldspiller, GOG

Søndag aften klokken 20:30 skal det dankse herrelandshold i håndbold møde DR Congo, og hele ni af truppens spillere har faktisk rødder i GOG - noget, som talentchefen i GOG er meget stolt af.

- Der er da klart en stolthed forbundet med at have været med til at udvikle de unge talenter, som er med på landsholdet i aften, og den stolthed er jeg sikker på, at mange af de andre talentudviklere fra andre klubber også deler med mig, siger Carsten Jensen. 

Og hvis alt går rigtigt, så kan det da også på et tidspunkt for Lasse Mathias Pedersen betyde en udvikling i karrieren.

- Lasse har klart mulighederne og talentet til at rende rundt på landsholdet om 3-4 år, og selvom jeg ikke kan forsikre, at det kommer til at ske, så håber jeg det virkelig for Lasse, siger Carsten Jensen. 

- Carsten er jo en mand, der har fået mange talenter til at lykkes, og det giver mig enormt meget blod på tanden, afslutter Lasse Mathias Pedersen.