I det fynske folks tjeneste

Gravid barnebrud: Fynsk DF’er beskyldes for at sprede fake news

Dorthe Ullemose, der sidder i byrådet i Svendborg, har delt et billede af en tilsyneladende gravid pige på Facebook til en historie om barnebrude. Politikeren beskyldes for at sprede falske nyheder, fordi pigen ikke er gravid, men syg. 

Dorthe Ullemose mener ikke, der er tale om falske nyheder. Hun har dog slettet billedet til sit opslag om barnebrude igen.

- Barnebrude hører ikke hjemme i Danmark. Islam skal ingen indflydelse have i Danmark. Små piger skal ikke tvangsgiftes med ældre mænd.

Læs også Ekspert: Fynsk folketingskandidat spreder fake news

Sådan lød opslagsteksten på et facebookopslag fra byrådsmedlem i Svendborg Dorthe Ullemose (DF), hvortil hun lagde et billede af en mørkhåret pige på en sygehusseng med en tyk mave.

Der er dog ikke tale om en gravid pige på billedet.

Pigen, der er 12 år og fra Brasilien, lider af en leversygdom, og hun er før blevet brugt til at sprede fake news

Pigen på billedet er ikke gravid, men lider af en leversygdom. Hun er før blevet brugt i falske nyheder på internettet.  Foto: Facebook

Ullemose: Billedet er irrelevant

Dorthe Ullemose har efterfølgende slettet billedet fra sin facebookprofil, hvor hun til anklagerne om at sprede falske nyheder skriver:

- Det er og bliver sygt og uacceptabelt, når små piger ned til 12-års-alderen bliver gravide med gamle mænd. Hvordan pigerne ser ud, er irrelevant.

- At mindreårige piger bliver tvangsgift og bliver gravide med ældre mænd, er ikke fake news. Pigen på billedet fremstilles rundt på nettet i forbindelse med barnebrude. Jeg kan ikke vide, om hun er gravid. Men hun kunne lige så godt havde været et billede på en lille gravid pige som flere tusind andre små piger. Det er sygt!

TV 2/Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Dorthe Ullemose, men det har ikke været muligt.