I 30 år frygtede Jesper Wung-Sung at skrive bestemt bog - men en drøm gav ham modet

Først fyldte frygten gennem flere årtier, men efter en drøm vågnede forfatter Jesper Wung-Sung og vidste, at nu var han klar til at skrive den bog, han har båret på så længe.

Forbilledet har stået massivt som en skygge i de 30 år, Jesper Wung-Sung har været forfatter. Hans Christian Andersen, Danmarks mest berømte forfatter.

- Jeg har vidst i over 30 år, at jeg ville skrive den her bog. Både fordi HC er et kæmpe stort forbillede for mig som forfatter, og fordi han er så kompleks en person, at det skriger på at blive fortalt. Jeg har bare ikke været klar.  

52 værker - børnebøger, ungdomsbøger, noveller og romaner krævede det som tilløb, før Jesper Wung-Sung var klar til at lægge arm med sin ærefrygt.

For selvom stakkevis af litterære priser er blevet kastet efter bestsellerforfatteren fra Svendborg gennem årene, har den sidste stump mod manglet til at skrive den bog, der har boblet i ham så længe han husker: En bog med H.C. Andersens egen stemme.

Drømmen

Men så kom den, den rette drøm på det rette tidspunkt. I drømmen sidder Jesper Wung-Sung i et fly ved siden af en umanerligt irriterende dreng, der kravler rundt på sædet. Det går op for Jesper Wung-Sung, at drengen er H.C. Andersen, og øjeblikket efter vågner han i et styrt af klarhed: 

- NU skal jeg skrive den bog! Nu er jeg klar.  

poster-frame-1710081399199

Herefter gik det stærkt som en styrtfødsel. På fire måneder læste Jesper Wung-Sung 12.000 siders H.C. Andersen for at komme ind under huden på ham. Derefter satte han sig til tasterne i sin skrivehule, og i én lang rus blev bogen til. Kun et halvt år tog det, og så kom romanen "Hans Christian" til verden.

- Ordene væltede ud af mig. I hans sprog, med hans stemme. Det er den hurtigste og lykkeligste skriveproces, jeg nogensinde har oplevet.

Forfatter Jesper Wung-Sung

Frygt og ærefrygt

Der gik hele tre årtier, før Jesper Wung-Sung blev klar til at skrive bogen om H.C. Andersen. En blanding af frygt og ærefrygt holdt ham tilbage, for alle har en holdning til Danmarks mest kendte forfatter: H.C. Andersen. Men drømmen gav ham det sidste skub. 

- Jeg har beskæftiget med mig med litteratur hver eneste dag i så mange år, så jeg sagde til mig selv: Nu må du tro på det, du er dygtig nok, og du er klar. Og hvor H.C. Andersen end sidder, vil han tænke: "Det var bare på tide."

Det er forbundet med en stor lettelse at have skrevet netop denne bog. 

- Nu har jeg gjort det, jeg altid har vidst, at jeg ville gøre, så jeg er sat fri. Der er ingen sort skygge med en høj hat, der kigger mig over skulderen. Nu kan jeg gøre, hvad jeg vil.

Oversigt

    Oversigt