Klodens ressourcer opbrugt for i år: Katrines mikrolandbrug prøver at gøre en forskel

Torsdag har jorden allerede opbrugt sine ressourcer for 2021. Katrine Bach Hansen forsøger at gøre en forskel på sit mikrolandbrug til gavn for naturen, miljøet og verden.

I dag nåede klodens befolkning den kedelige milepæl, at jordens ressourcer for 2021 er opbrugt. Men flere steder dukker der nye landbrug op, som prøver at gøre en bæredygtig forskel i kampen for klimaet. 

Et af de steder er på Tåsinge i det Sydfynske. Her ligger en én hektar stor økologisk grøntsagsproduktion, der prøver at gøre en lille forskel i det store verdensbillede.

- Jeg plejer at sige, at det er en forstørret køkkenhave, siger Katrine Bach Hansen.

I 2018 startede Katrine Bach Hansen mikrolandbruget "øhave".

- Det er en grøntsagsproduktion, hvor vi prøver på at opbygge jorden og passer på naturen, mens vi dyrker grøntsager, siger Katrine Bach Hansen.

Man bliver ked af det

- Jeg tænker meget på jorden som en naturressource, der er ved at forsvinde, sammen med alle mulige andre ressourcer, siger Katrine Bach Hansen.

Vi er kun lidt over halvvejs i 2021, men vi har allerede brugt jordens ressourcer for i år. Det fastslår tænketanken Global Foodprime Network. Den lidt kedelige statistik kommer de med hvert år.

- Man bliver enormt ked af det, når man hører, at vi ikke kan finde ud af det som mennesker at tage vare på os selv og naturen, siger Katrine Bach Hansen.

I år er jordens ressourcer brugt op tre uger tidligere end sidste år, hvor forbruget var markant lavere. Det skyldtes de mange hjemsendelser og nedlukninger, der altså havde en positiv effekt på jordens ressourcer.

- Det er forfærdeligt med det, der sker og den vej, vi er ved at tage. Men jeg kan godt lide at tænke på, hvordan jeg kan være aktivistisk i mit arbejde. Det er opbyggende for mig, i stedet for bare at grave mig ned i en sofa og tænke, at det hele er kaos, siger Katrine Bach Hansen.

Hvis alle i verden brugte ligeså mange ressourcer som Danmark, så ville vi på jorden have opbrugt ressourcerne allerede tilbage i marts.

- Det er derfor, jeg har den her virksomhed. Det er fordi, vi tror på, at vi kan skabe en forandring.

I "øhave" er der tre ansatte udover Katrine Bach Hansen.
I "øhave" er der tre ansatte udover Katrine Bach Hansen.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Budskabet skal vokse

Katrine Bach Hansen har tre ansatte, der dyrker over 100 forskellige afgrøder hen over sommeren, og sælger dem direkte til de lokale på Sydfyn.

- Jeg plejer altid at sige, at vi mennesker kan smadre rigtig mange ting, som vi jo også gør, men vi kan også bygge rigtig mange ting op, hvis vi ved, hvordan vi skal gøre det.

I hendes en hektar “store køkkenhave” sætter de fokus på høj diversitet og ikke at forstyrre jorden, samt at prøve at opbygge “humus” i jorden og mikroliv. “Humus” er i landbrugsøjne ikke det samme, som det vi spiser. Humus er en samlebetegnelse for de stoffer, der er tilbage, når bakterier, svampe, regnorme og andre jordbundsdyr har nedbrudt døde dyre- og planterester, som altså holder jorden naturligt sund og bæredygtig.

Men nytter en hektar økologisk og bæredygtig fødevareproduktion op i mod de milliarder hektarer, som verden består af?

- Det er et helt vildt godt spørgsmål. Nogle gange kan jeg godt føle, at vi er meget små og har en lille stemme. Men jeg tror altid på, at når bare en person gør noget anderledes, så kan det hjælpe, siger Katrine Bach Hansen.

Derfor er der heller ikke de store ambitioner om at udvide køkkenhaven til flere hektarer. Hun vil hellere lade budskabet vokse sig stort.

- Hvis jeg laver det her og inspirerer andre, hvor langt kan jeg så nå ud i min lille verden, når jeg gør det, så godt jeg kan her? Det føler jeg kan gøre en lille forandring, siger Katrine Bach Hansen. 

Oversigt

    Oversigt