Politiet er klar til landsstævne: Vil være massivt til stede i nattelivet

Mens Landsstævnet løber af stablen denne uge, fordobles indbyggertallet i Svendborg, og Fyns Politi skruer derfor op for sikkerheden.

I denne uge smelter idræt, kultur og fest sammen i Svendborg, når idrætsorganisationen DGI samler mere end 20.000 danskere til Landsstævne.

Derfor har Fyns Politi denne uge indsat ekstra politibetjente særligt i området omkring Landsstævnets Stævnecentrum på Ryttervej i Svendborg.

- Vi har tilpasset vores daglige tilstedeværelse i lokalområdet til de her mange gæster og opnormeret vores beredskab, siger Rasmus Tyllesen, politikommisær ved Fyns Politi.

Selvom gæster til årets Landsstævne vil kunne spotte flere politibetjente end normalt, forventer Fyns Politi ikke ekstra uroligheder under Landsstævnet.

- Udgangspunktet i Landsstævnet er en fest, hvor folk kommer for at hygge sig og ikke lave ballade, siger politikommisær Rasmus Tyllesen og fortsætter:

- Men når der kommer så mange flere mennesker til byen, som vi forventer også er til stede i nattelivet, hvor der kan blive indtaget alkohol og stemningen kan være god, så vil vi være ekstra til stede i nattelivet for at sikre at alle kan have en tryg og god fest.

Vi gør ikke noget særligt

Ifølge Peter Tanghus, der er sikkerhedschef ved DGI Landstævne, viser sommerens erfaringer, “at der ikke er nogle udfordringer med unge festivalgæster”.

- Alle festivaler, der er blevet afholdt indtil nu, viser, at der er færre hændelser end tidligere, og derfor gør vi heller ikke noget særligt, siger han.

Alligevel opfordrer sikkerhedschefen til, at de mange lokale og gæster tager vare på hinanden og er opmærksomme, når de færdes i det sydfynske natteliv.   

I weekenden løb Fyns største festival Tinderbox af stablen, og i den anledning havde Fyns Politi flere betjente til stede i Tusindårsskoven end tidligere år.

Oversigt

    Oversigt