Se skiltet: Landsby fik nyt navn uden det var meningen

Den lille landsby Albjerg på Sydfyn fik fornyligt nyt navn - helt uden at vide det.

Journalisten havde efterhånden kørt forbi skiltet et par gange på Ørbækvej på Sydfyn og undret sig. Hvorfor i alverden havde den lille landsby skiftet navn, den havde jo ligget der længe og havde heddet det samme altid.

Men pludselig, fra den ene dag til anden, stod der på skiltet: Alberg. 

Byen hedder ellers Albjerg, og det var heller ikke kun journalisten, der undrede sig. For efterhånden er det begyndt at gå op for de lokale, at noget er galt. 

En fejl

Det kommer blandt andet til udtryk i Facebook-gruppen "Gudbjerg - plads til alle", hvor Kent Jørgensen delte et billede af det pudsige fænomen. 

Kent Jørgensen, der er medlem af Socialdemokratiet i Svendborg og en af de lokale i Gudbjerg, undrede sig ligesom mange andre over Albjergs nye navn.
Kent Jørgensen, der er medlem af Socialdemokratiet i Svendborg og en af de lokale i Gudbjerg, undrede sig ligesom mange andre over Albjergs nye navn.
Foto: Screenshot/TV 2 Fyn

Kent Jørgensen, der medlem af Socialdemokratiet og en del af landsbyklyngen "Gudmekongens land", delte billedet i Facebookgruppen, fordi han synes det var sjovt. Og fordi det faktisk ikke er første gang, han har oplevet skilte-fejl i området. 

- Der sker jo fejl og sådan er det, men der har også tidligere været byttet rundt på et skilt, der skulle vise til Kværndrup. Pludselig så stod det altså og pegede den helt anden vej, så man endte i Ellerup, hvis man fulgte det, siger han, da TV 2 Fyn møder ham i Albjerg. 

Hos Svendborg Kommune fortæller vej- og trafikingeniør Ali Mohammad, at de er opmærksomme på, at skiltet ikke er helt som det bør være. 

- Det er en stavefejl, som er sket i forbindelse med bestillingen hos entreprenøren, siger han og tilføjer:

- Vi plejer at sende et billede eller en tekst af skiltet, der skal laves, og så bestilles det og bliver sat op. 

Han ved ikke præcist, hvor i processen fejlen er sket, men fortæller, at der er bestilt et nyt skilt som bliver sat op hurtigst muligt. 



 

Oversigt

    Oversigt