Spektakulært projekt er indviet - "bare så smukt og så meningsfuldt"

De lokale har i årevis råbt op. Og nu er den her endelig.

Fredag inviterede Vejdirektoratet til åbningsfest for den nye cykelsti på 2,4 kilometer, som strækker sig mellem Ollerup og Svendborg.

En strækning, som i mange år, ifølge de lokale, har manglet en cykelsti - især på grund af den snævre vej forbi Hvidkilde Gods, hvor cyklister og biler kører med centimeters afstand.

- Jeg har ladet være med at cykle der, på grund af at der er så dårlige forhold, fortæller Ingrid Marie Nielsen, der bor i Svendborg. 

Og Svendborgs borgmester Bo Hansen (S) bakker hende op.

- Sikkerheden omkring Hvidkilde - mellem bilister og cyklister - har været helt håbløs.

En smal passage

Den nyanlagte cykelsti strækker sig over 2,4 kilometer - men det er især turen forbi Hvidkilde Gods, hvor der nu er etableret en cykelbro, der har været problemet. 

Tilbage i 2019 afholdt den lokale aktionsgruppe 'Forening for cykelsti mellem Ollerup og Svendborg' et stormøde, hvor man drøftede problematikken. 

Det var et af flere møder, før regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten afsatte hele 370 millioner kroner til cykelstier i Danmark. 63 af de millioner gik til projektet ved Hvidkilde.

Og spørger man formanden for foreningen Jens Fabricius, så er det, man ser ved Hvidkilde Gods, kulminationen på års arbejde.

- Det har virkelig været en knude i mange år, men det har samtidig været spændende. Vi har været drevet af det her med, om vi kan være med til at skubbe til noget, så der kan komme skred i noget, der har været ønsket i mange, mange år.

En ny hverdag

Fredag var så den officielle åbning af stien, hvor både taler, sang, rød-hvide flag og brunsviger var på menuen. 

Her kunne lokale interesserede møde op med deres cykel og sammen køre over den 200 meter lange bro, som bugter sig over Hvidkilde Sø. Og - modsat tidligere - byde cyklisterne på en bilfri tur.

- Jeg er superglad, jeg kan slet ikke lade være med at smile over den. Og man kan sige, der er rigtig medvind på cykelstien, fortæller Rasmus Andersen, der var med til at indvie den nye millioninvestering. 

Og hos formanden for den lokale aktionsgruppe, der i flere år har kæmpet for dagen i fredags, var der endelig lettelse og begejstring at spore. 

- Jeg har da været usikker indimellem. Indrømmet. Og havde jeg vidst, hvor lang og snoet vejen var, kan det godt være, jeg var gået uden om. Men det har vi glemt i dag, siger han og forklarer hvorfor:

- Når du cykler, så er alle sanser åbne. Og når man samtidig ikke skal være bange for trafikken, så er det bare så smukt og så meningsfuldt. 

Og resultatet af foreningens arbejde anerkendes hele vejen op, fra de cyklister vi mødte, til borgmesteren for Svendborg Kommune

- Den har stor betydning for lokalsamfundet. Den er på alle mulige måder spektakulær. Det må man sige, og det er usædvanligt at et område får så fin en cykelsti. Så, det er en stor festdag, siger Bo Hansen (S).

Oversigt

    Oversigt