Stive fodboldben på dansegulvet i Oure

Fodboldstøvler og hårde tacklinger bliver søndag aften byttet ud med dansesko og rytmer på Oure Efterskole.

Hofterne svinger, og fødderne danser let hen over gulvet, når Kamilla Marcher Kristiansen og Christian Kjær Berthelsen danser cha-cha-cha i Oure Efterskoles spejlsal. 

Dansen byder på et noget andet fodarbejde, end de er vant til. Normalt spiller Kamilla Marcher Kristiansen håndbold, og Christian Kjær Berthelsen spiller fodbold på Oure Efterskole.

- Det er lidt svært med stive fodboldben. Fodbold er jo noget, jeg har spillet i mange år, men dans har jeg aldrig prøvet før, så det er nogle meget anderledes bevægelser, siger Christian Kjær Berthelsen. 

Danseparret skal søndag aften danse til finalen i efterskolens Vild med Dans-forløb. De har haft en enkelt træningsweekend, hvor finaleparrene blev valgt ud.

Søndag skal de trænes af danseinstruktøren Thomas Evers Poulsen, der har erfaring med at træne amatører fra sin deltagelse i Vild med Dans.

-  Man skal sætte sig i deres sted. Hver partner forstår tingene forskelligt, så jeg skal måske sige det på en anden måde, end jeg ville sige det til en dansepartner, siger han.

Han håber, at nogle af fodboldspillerne får øjnene op for dansen.

- Fodboldspillere kan få rigtig stor glæde af dansen. Der er noget med koordination og motorik, og det kan man kun blive en god fodboldspiller af. Der er mange flere fodboldspillere, der burde prøve lidt dans. 

Men Christian Kjær Berthelsen er ikke helt klar til at lægge fodboldstøvlerne på hylden.

- Fodbold er noget, jeg tager meget seriøst, hvorimod dans mere er noget, jeg kan hygge mig med. 

Oversigt

    Oversigt