Uddannelser til Svendborg: Attraktiv placering på havnen møder modstand

Det er ikke bare læreruddannelsen der er på vej til Svendborg. UCL skal flytte og oprette cirka 400 studiepladser til byen som led i regeringens udflytningsplan. Men placeringen på Nordre Kaj møder lokal modstand.

Svendborg står godt i konkurrencen om at få en del af uddannelserne, fordi man tilbyder UCL attraktive vilkår.

På Svendborg havn - mere præcist på Nordre Kaj - er det nye maritime uddannelsescenter SIMAC ved at blive opført.

Men flere studerende kan være på vej til den attraktive havne-adresse. Området skal forvandles til et campus med flere uddannelser under det, der hedder UCL.

quote Hvis vi har et fedt tilbud her ved kajkanten, tror jeg at de næste uddannelser også lander her.

Bo Hansen

For den perfekte beliggenhed er vigtig, hvis det skal lykkes at tiltrække flere studerende til Svendborg.  

- Vi tror, det er vigtigt, vi tror, det har en betydning for de studerende, at vi også kan se ind i et attraktivt campus, hvor de godt kunne tænke sig at tage en uddannelse og lægge nogle timer også i miljøet omkring havnen. Så vi forestiller os, at det ville være et attraktionselement, som gør lidt yderligere til, at det bliver en succes, siger rektor på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole Jens Meyer Pedersen.

Som en del af regeringens udflytningsplan " Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund" skal UCL flytte cirka 400 studiepladser til Svendborg.

Industri skal erstattes med tusindvis af unge studerende

I dag lyder der byggestøj fra det kommende SIMAC, og lastbiler bliver lastet på Nordre Kaj. Men om nogle år skal havneområdet i Svendborg gerne genlyde af stemmerne fra adskillige tusinder unge studerende.

- Hvis vi har et fedt tilbud her ved kajkanten, tror jeg at de næste uddannelser også lander her, siger Svendborgs borgmester Bo Hansen (S).

Et flertal i Svendborg Byråd besluttede for nylig at imødekomme UCL's ønske om at bygge et nyt uddannelsescenter på en særlig attraktiv beliggenhed.

Vejen er dermed banet for et campus på havnen. 

- Og potentialet er kæmpestort. Det er mange nye studiepladser i fremtiden, også ud over dem, vi kender, og mange nye arbejdspladser, siger Bo Hansen.

Det er ved siden af DLG's kæmpesilo, at campus får plads sammen med et kommende maritimt erhvervshus og ikke mindst det nye SIMAC, den maritime uddannelsesinstitution. 

- Jeg tror, der bliver bygget studieboliger bagved, som der formentlig også vil være modstand til. Sådan tror jeg, det er, når man løfter et område, siger borgmesteren.

Modstanden er der

Og modstand er der. Mod placeringen af et campus lige netop her.

- Hvis vi lægger et campus hernede, forhindrer det, at der kan komme vækst og udvikling på maritime virksomheder i området. Og der er simpelthen et kæmpe potentiale for spændende, maritime virksomheder, siger H.C. Wulff, der er spidskandidat for Sydfynslisten i Svendborg.

Han kalder samtidig placeringen på havnen for forhastet.

- Processen omkring det er kortsluttet lidt, fordi vi ikke har haft en debat om det. Man har for eksempel ikke inddraget virksomhederne hernede på området, og hørt om de synes, det er en god ide, siger H.C. Wulff.

Bo Hansen mener, at man med flere uddannelsesinstitutioner sikrer havnens fremtid.

- Jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke kommer til at reservere hele Svendborg Havn til fremtidige job i det maritime, fordi de ser anderledes ud. Altså, der kommer ikke gods over kaj eller coastere i det her område, så det her med at skabe uddannelser er også en måde at tænke alternativt til boliger. Nu sikrer man jo på den måde, at der kommer noget aktivitet, siger borgmesteren.


Oversigt

    Oversigt