Tinderbox klar med spilleplan

Fynske Saybia åbner Tinderbox, mens David Guetta lukker tre dages fest i Tusindårsskoven. Tinderbox præsenterer fredag den endelig spilleplan.

Selv om Tinderbox nu præsenterer den endelig spilleplan, er der stadig lidt overraskelser i baghånden. Men klart er det, at årets Tinderbox bliver skudt i gang torsdag eftermiddag af fynske Saybia.

Fredag fortsætter festen med Scarlet Pleasure, der får følgeskab af svenske Veronica Maggio. Senere er der dansk rock med The Sandmen og Dizzy Mizz Lizzy.

På MagicBox skal der danses til elektronisk musik fra Sam Feldt, Galantis og Fedde le Grand.

Sidstedagen byder på en ukendt og en masse kendte kunstnere. Det absolutte punktum på årets Tinderbox bliver leveret af selveste David Guetta.

- Alt i alt er det en spilleplan, vi er sindssygt stolte af at præsentere. Vi synes, vi har fået sammensat et rigtig lækkert program med fokus på rock, elektronisk dansemusik og noget af det bedste pop. Det bliver helt sikkert tre fantastiske dage med fest og store koncertoplevelser fra Tinderbox' tre scener, hvor det er værd at bemærke, at MagicBox er åben alle tre dage, og at de to store scener har byttet plads, så der kan være flere mennesker foran vores største scene, siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe.

- Og så skal det da også nævnes, at vi rent faktisk har en håndfuld overraskelser i baghånden i forhold til MagicBox, som vi offentliggør i løbet af de næste par uger, siger Morten Hopballe.

Programmet er tilgængeligt på tinderbox.dk og i den officielle app.

Oversigt

    Oversigt