Flere skader til Sydfyn: GOG-profil har brækket hånden

Skadesproblemerne fortsætter for herreligaens tophold, der må føje Simon Pytlick til skadeslisten.

GOG-træner Nicolej Krickau svarer med et grin, da TV 2 SPORT spørger ham, om han er en frustreret mand for tiden.

- Ja, det er jeg da. Det er klart, at man når et punkt for, hvor meget man kan tåle, og vi er efterhånden ved at nå det punkt, hvor det er svært at blive ved med at tolerere flere skader på nøglespillere.

Søndag oplyser GOG på sin hjemmeside, at bagspiller Simon Pytlick har brækket hånden og dermed bliver en del af den efterhånden lange liste af skader, der har ramt klubben i denne sæson. For godt to uger siden var det Anders Zachariassen, der blev ramt af en korsbåndsskade.

Simon Pytlicks håndskade skete til træning sidst på ugen, da han efter et underhåndsskud førte skudarmen igennem, så hånden stødte sammen med en forsvarsspiller.

- Jeg kunne med det samme mærke, at der var noget, der sad forkert. Jeg troede, den var gået af led og prøvede så selv, om jeg kunne sætte den på plads, forklarer bagspilleren til TV 2 SPORT.

quote Det gik først op for mig, at jeg nok skal være ude længe, da jeg sad på hospitalet, og hånden begyndte at hæve. Der var jeg virkelig frustreret og ked af det

Simon Pytlick, håndboldspiller, GOG

Ærgerlig håndboldspiller

Efter en tur på hospitalet viste det sig dog, at der er tale om et kompliceret brud på håndrodsknoglen ved ringfingeren. Bruddet kræver en operation, og først når den er overstået i begyndelsen af den kommende uge, kan man sige noget om, hvor længe Nicolej Krickau må undvære Pytlicks kvaliteter.

- Lige nu går vi og håber, at operationen indikerer, at han kan nå at komme i spil sidst på sæsonen, hvis vi holder skruen i vandet og vinder nok kampe indtil da. Men det må vi se, lyder det fra GOG-træneren, som naturligvis er ærgerlig over en ny skade med slutspillet ventende om hjørnet.

Samme ærgrelse rumsterer hos Pytlick selv.

- Det er superærgerligt. Det hele kørte jo meget godt. Og så er det jo supertræls, at det skal ske lige nu.

- Det gik først op for mig, at jeg nok skal være ude længe, da jeg sad på hospitalet, og hånden begyndte at hæve. Der var jeg virkelig frustreret og ked af det. For der gik det også op for mig, at jeg kommer til at misse en masse af de sjove kampe. Men så må jeg jo gøre mit bedste for at hjælpe holdet udefra.

quote Vi er generelt indrettet sådan, at vi bare finder løsninger, og Emil Lærke er selvfølgelig den umiddelbare erstatning

Nicolej Krickau, træner, GOG

En øvelse i at udfylde huller

Heldigvis for GOG er der en mand at sætte ind på backen som en direkte afløser for Pytlick, der med 98 mål har været en vigtig brik for GOG i sæsonen indtil nu.

Emil Lærke er nemlig for nyligt vendt tilbage til banen efter at have været ude med en sprunget akillessene.

- Vi er generelt indrettet sådan, at vi bare finder løsninger, og Emil Lærke er selvfølgelig den umiddelbare erstatning, lyder det fra Nicolej Krickau.

- Men han er jo langt, langt fra sin topform og fra at kunne spille en hel kamp. Så på den måde efterlader Simon selvfølgelig et kæmpe rum. Men derudover kommer vi nok til at flytte Gidsel mere ind på midten igen og skal spille mere med Stig Tore Moen eller Emil Madsen på højre back, så Morten Olsen kan spille venstrebacken. Men det løser jo kun den ene ende af banen.

Og udfordringerne for Nicolej Krickau bliver ikke mindre af, at han lige nu kun kan stille med én stregspiller i svenske Oscar Bregendahl, da de tre øvrige på positionen for øjeblikket sidder ude med skader. Herunder altså korsbåndsskadede Anders Zachariassen.

- Så der opstår lidt et sammensurium af at skulle løse opgaverne for Simon (Pytlick, red.) og Anders (Zachariassen, red.), som er to af dem, der har spillet tæt på 60 minutter hver gang. Det gør jo, at den samlede udfordring er ret stor lige nu.

GOG har fire kampe tilbage i håndboldligaens grundspil. Næste opgave er SønderjyskE på udebane på onsdag.

Oversigt

    Oversigt