Daniel Rye modtog sidste år en besked, der fik ham til at hoppe op af sofaen.
Det var hans franske ven Pierre Torres, som han for ti år siden sad som gidsel med hos Islamisk Stat, der skrev, at han ville rejse til USA for at møde Alexanda Kotey – deres tidligere fangevogter.
Daniel Rye var tidligere blevet spurgt af FBI, da han var i USA for at vidne mod et andet IS-medlem, om han ville møde ham, men dengang takkede han nej.
Tanken om at gøre det med Pierre Torres var dog mindre skræmmende, fortæller han i ’Go’ aften Live’:
- Jeg har sådan en forestilling om, at hvis jeg kommer ind i rummet sammen med den her torturbøddel og er sammen med Pierre, min gode ven, som jeg har været gennem tykt og tyndt sammen med, så om ikke andet kunne jeg gemme mig lidt bag ved ham.
Om aftenen 20. juni 2022 tog Daniel Rye flyet fra Billund Lufthavn til USA, og dagen efter sad Daniel Rye og Pierre Torres over for Alexanda Kotey.
Et møde, der er omdrejningspunktet i Daniel Ryes nye bog ’Nærmest fri’.
En undskyldning
Daniel Rye havde tænkt meget på, hvordan det ville være at møde Alexanda Kotey, og hvordan han skulle reagere på forskellige scenarier, der kunne udspille sig under mødet.
Han giver dig faktisk en undskyldning. Hvad betyder det for dig?
- Jeg bliver fucking provokeret, undskyld mit sprog. Det svarer til at se et menneske blive kørt over af et tog, og så gå hen og tilbyde et plaster. Du kan ikke bare sig undskyld. Han har været med til at myrde mine venner og torturere mig og de andre.
Alexandra Kotey
Selvom undskyldningen ikke var i nærheden af at retfærdiggøre de ting, Alexanda Kotey gjorde ved Daniel Rye og hans medfanger, åbnede det alligevel for et rum, hvor de kunne tale sammen.
Det var mere, end hvad Daniel Rye havde turdet håbe på, og så åbnede det for nogle modsatrettede følelser.
Du havde ondt af ham?
- Ja.
Kommer ikke til at se horisonten igen
Det kan være svært at forstå, hvad det var ved mødet mellem Daniel Rye og Alexanda Kotey, der fik en del af Daniel Rye til at have ondt af sin tidligere fangevogter.
En mand, der i 13 måneder var med til at gøre Daniel Rye og de andre IS-fangers liv til et helvede.
- Det, jeg har fået at vide, er, at den her mand nok ikke kommer til at se en horisontlinje igen i sit liv, fortæller Daniel Rye.
Da Daniel Rye selv sad som gidsel, var det noget, han selv tænkte på. Han husker følelsen af, at ingen talte hans sag og føle sig dømt af alle omkring sig.
- Jeg har stået med bind for øjnene på knæ og ikke vidst, om jeg skulle halshugges eller skydes med en masse højtstående Islamisk Stat-medlemmer rundt om mig, som har dømt mig på den ene eller anden måde, forklarer han.
Nu sad han pludselig på den anden side af bordet og så en mand, som sad magtesløst og ingen fremtidsudsigter havde.
Hvorfor ikke skælde ham ud, alt det du kunne, og lade ham være i en dårlig samvittighed, i stedet for at give ham den ro i maven, som du måske har givet ham?
- Jeg erkendte slet ikke, at jeg havde ondt af ham, jeg sagde det ikke til ham, og jeg vil aldrig nogensinde give ham den. Det, han har gjort mod de familier, som aldrig fik deres kære hjem igen, nej overhovedet ikke, lyder det.
Har lært at se sig selv som offer
For Daniel Rye har mødet med Alexanda Kotey sat en masse tanker i gang.
Siden han for næsten ti år siden fik sin frihed igen, og for en stund bosatte sig i en kolonihave i Odense, har han haft svært ved at acceptere sit traume og se sig selv som et offer.
Efter mødet med Kotey har han arbejdet på ikke at have ondt af ham – selvom han finder det uinteressant bare at hade et menneske, siger han og slutter:
- Jeg har ondt af ham, men inderst inde fortæller jeg mig selv, at det skal jeg ikke have. Men jeg bliver nødt til aktivt at fortælle mig selv, hvad han har gjort, for at forsøge at insistere på, at jeg bør hade ham.