Ingolf efterlader oversvømmelser: Her er det kritiske tidspunkt i nat

Vandstanden ventes at toppe omkring midnat og særligt seks områder er udsatte. Vandstand omkring det nordlige Fyn og mundingen omkring Odense Fjord tegner til at blive den næsthøjeste i 40 år.

Stormen Ingolf har natten til søndag gjort sit indtog over Danmark. Men det betyder langt fra forbi.

Tværtimod har danskere flere steder i landet stadig udsigt til voldsomme efterdønninger, når vandstanden ifølge TV 2s prognoser, stiger i løbet af søndag aften og natten til mandag.

Det fortæller TV 2s meteorolog Thomas Mørk, som har udpeget de seks steder i landet, hvor vandstanden risikerer at stige mellem 1,5 og 1,9 meter ifølge DMI's vandstandsprognoser.

De seks områder er Odense Fjord, Nyborg, Holbæk, Bandholm, Juelsminde og Roskilde. I alle seks områder er det lokale beredskab i gang med at forberede sig.

Borgere henter sand og sække

Blandt andet er Beredskab Fyn til stede alle relevante steder på Nordfyn, hvor der er risiko for oversvømmelse. Her har borgere mulighed for at hente sand og sække til at beskytte deres boliger mod vandmasserne.

Desuden er beredskabet i gang med at få tømt voldgravssystemet i Nyborg med en pumpe, ligesom de laver en plan for oversvømmelser i havneområdet.

Også i Horsens og Hou i Østjylland er borgere og beredskab i gang med at lave barrikader med sandsække.

Og i Jyllinge Nordmark lægger man nu såkaldte "watertubes" ud flere steder. Watertubes er flydende dæmninger, der skal forhindre oversvømmelser.

De kritiske timer

- Det drejer sig om steder i det sydlige Kattegat og de fjorde, der munder ud til Kattegat og ned gennem Storebælt, præciserer Thomas Mørk.

Her ventes vandstanden at toppe fra klokken 21 til klokken 02 i nat med små forskydninger. Omkring midnatstid vil det generelt toppe de fleste steder. Vandstanden vil være på toppen i en times tid eller to, inden den igen vil falde.

Usikkerhed stiger

Thomas Mørk understreger dog, at usikkerheden omkring prognoserne stiger længere inde i fjordene, med størst usikkerhed ved Holbæk og Roskilde.

- Det kan blive værre eller det kan blive bedre. Det er svært at sige på forhånd. Den værdi, vi har på kortet, er stadig den mest sandsynlige, forklarer meteorologen.

Prognosen er værst i Odense, som kan ende med en såkaldt 100-års-hændelse, som er et beregnet tal for, hvor ofte man i snit burde se sådanne vandstande, og det vil i så fald være den næsthøjeste vandstand målt i Odense Fjord.

Usikkerheden ved målingen er dog, at man ikke har foretaget målinger over de sidste 100 år, fortæller Thomas Mørk.

- Første gang man målte den forhøjede vandstand i Odense var i 1978. Grundet den korte dataserie er statistikken mindre god for netop Odense Fjord, siger han.

Samme fænomen som Bodil

Men som det ser ud nu, tegner aftenens forhøjede vandstand omkring det nordlige Fyn og mundingen omkring Odense Fjord til at blive den næsthøjeste siden den første måling i 1978.

- Så det er altså ret usædvanligt, siger Thomas Mørk, som dog samtidig understreger, at vi denne gang befinder sig i en kategori under Stormen Bodil, der ramte Danmark i december 2013.

Fænomenet er dog det samme med en nordenstorm, som presser vand ind i de danske farvande, efter en optakt fra vest, ifølge TV 2s meteorolog. Idet stormen passerer, drejer vinden mod nord, hvilket bevirker et konstant pres ned mod Kattegat, så vandet ikke kan løbe tilbage.

- Under Bodil kom der dog mere vand ind, inden stormen kulminerede. Men vi er stadig på et niveau med udsigt til mange lokale oversvømmelser. Vi er bestemt oppe i den øvre halvdel af skalaen, siger Thomas Mørk.

Oversigt

    Oversigt