S-profil vil have urørt skov på Fyn

Socialdemokratiet vil have 75.000 hektar urørt skov i Danmark. Dan Jørgensen (S) vil prioritere Fyn, når den urørte skov skal lægges ud.

I et nyt naturudspil skriver Socialdemokratiet, at man vil have 75.000 hektar urørt skov i Danmark. Det er en seksdobling af det nuværende niveau.

Ifølge Dan Jørgensen (S) vil de fynske skove blive prioriteret, hvis udspillet bliver til virkelighed.

- Jeg kan garantere, at vi i den næste valgperiode allerede kommer til selvfølgelig at prioritere Fyn, når der skal lægges urørt skov ud. Det er altså ikke kun andre dele af landet, der skal det, siger han til TV 2/Fyn.

Han mener, at netop urørte skove er et af de mere effektive midler, når man vil gøre noget for naturen.

- Det handler om dyre- og planteliv. Det, der hedder biodiversitet. Det ser skidt ud med den. Naturen er presset. Og et af de steder, hvor vi virkelig kan gøre noget, det er skovene, siger Dan Jørgensen (S).

Skovene er blevet mørkere

Urørt skov er skove, hvor mennesker så at sige holder nallerne væk, forklarer naturvejleder Rikke Vesterlund.

- Vi fælder ikke, vi planter ikke, vi trækker ikke noget ud. Det får lov til at stå fuldstændig som det selv vil. Hvis der er noget, der falder i en storm, så får det lov til at ligge og rådne, og hvis der er noget, der har lyst til at spire op, så får det også lov til det, siger hun.

Ifølge en rapport fra det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (Novana) er de danske skove i problemer, Der er kommet mindre lys i skovene, og det skaber problemer for biodiversiteten. Det er et af de problemer, urørt skov kan afhjælpe.

- Når vi har mere urørt skov, så har vi flere døde træer. Når vi har flere døde træer, så har vi mange flere svampe og insekter. Og når vi har mange flere svampe og insekter, så er der mange flere småfugle og dermed rovfugle og dermed større pattedyr. Sådan er det bare hele vejen igennem.

 

Venstre: - Vi er føretrøjen

I Venstre er man enig, at der skal udlægges mere urørt skov i Danmark. I september sidste år besluttede regeringen at afsætte 13.000 hektar til formålet. Ambitionen er, at i alt 25.000 hektar bliver udlagt.

Erling Bonnesen, folketingsmedlem og -kandidat på Fyn, mener, at Venstre er foran i forhold til planerne om urørt skove.

- Jeg glæder mig over, at vi i Venstre er i førertrøjen, fordi vi inden for de sidste fire år har sat konkret handling i gang, og ligger suverænt klart i førertrøjen med at udlægge urørt skov, siger han.

I de første 13.000 hektar, regeringen har planer om at udlægge, er der ikke udvalgt nogen områder på Fyn. Det fortæller Erling Bonnesen dog, at man vil have i fremtiden.

- Det kommer også. Vi skulle jo starte et sted. Og de steder, hvor skovene egner sig bedst, har vi udpeget dem til det . Men efterhånden som vi får planerne rullet ud, så er det også i vores tanker og planer, at der selvfølgelig også skal komme noget urørt skov.

 

Oversigt

    Oversigt