Kan unge kvinder overhovedet have en fremtid på Ærø?
Det så ikke sådan ud, da jeg så statistikkerne fra Danmarks Statistik. Så jeg satte kursen mod Ærø for at finde ud af, om jeg som ung kvinde i midten af 20'erne, der er bosat i Odense, kunne se mig selv flytte til øen.
Det er netop de unge kvinder på min alder, der flygter fra øen. I aldersgruppen 18-30 år er der 20 procent flere mænd end kvinder. Og ifølge Danmarks Statistik bliver det kun værre i fremtiden. Her viser prognoser, at der i 2050 vil være godt 23 procent flere unge mænd end kvinder i samme aldersgruppe.
Det er jo en tendens, at især de unge kvinder flytter fra udkantsområderne og ind til byerne. Jeg passer selv perfekt ind her. Jeg kommer fra Vestjylland, og har taget turen fra udkanten til storbyen for at studere.
På vej til Ærø tænkte jeg meget over det med at bo på en ø. Jeg forestillede mig, jeg ville føle mig meget isoleret og langt væk fra alting. På den anden side tager færgeturen jo kun et kvarter mere end lyntoget til København. En tur som jeg troligt tager flere gange om måneden.
Inden jeg tog derover, vidste jeg, at der i hvert fald var tre ting, jeg skulle kunne sætte kryds ved, hvis jeg kunne se en fremtid for mig selv på øen.
Det skulle være muligt at finde kærligheden på øen, det skulle være mulighed for at finde veninder på min egen alder, og det skulle være muligt at få et job.
Tre ting som jeg ikke vil gå på kompromis med i forhold til min egen fremtid, og som jeg er ret sikker på, at mange på min alder heller ikke vil.
Først og fremmest var jeg nødt til at møde de mange unge mænd på øen. Koncentrationen af dem er stor ét bestemt sted på øen. Navigationsskolen i Marstal. Jeg tog ud på skolen med en formodning om, at de måske manglede kvinderne. Men der tog jeg fejl. De manglede ikke flere af det modsatte køn, og de var bestemt ikke ensomme på grund af den skæve fordeling.
Og håbet om at finde kærligheden på øen skulle jeg nok lægge på hylden igen. De fleste havde kærester på fastlandet, og de få der ikke havde, ledte ikke efter kærligheden på øen.
Det punkt kunne jeg ikke krydse af på min liste.
Alder betyder ingenting
Veninder var den anden ting på min liste. Det er vigtigt for mig at have veninder på min egen alder. Nogen jeg har ting til fælles med, og jeg kan spejle mig i. Men på Ærø mødte jeg tit sætningen:
- Alder betyder ikke så meget her.
Jeg var nødt til at udfordre mig selv på det punkt.
En tur i bølgen med en masse fantastiske kvinder i badeklubben fik mig til at tænke, at ærøboerne måske havde ret. Jeg kunne virkelig mærke, at de havde et stærkt fællesskab, og at der var plads til alle lige meget, hvad dåbsattesten sagde.
Men jeg kunne mærke, at jeg ikke var helt overbevist. De fleste var en del ældre end mig og havde mand, hus og børn. Jeg har ingen af delene.
Alderen på mine veninder betyder åbenbart meget for mig, så jeg gik øen tynd for at finde en på min egen alder. Og efter lang tids søgen fandt jeg Veronica Karstensen i Marstal. Hun var imødekommende, utrolig sød, og jeg kunne sagtens se hende som en rigtig god veninde.
Her synes jeg godt, at jeg kunne sætte et kryds på min liste.
Ingen karriere kompromis
Den sidste og måske vigtigste ting på min liste: Et job.
Allerede inden jeg tog derned, vidste jeg, at netop det punkt ville blive svært at krydse af.
Listen af ledige jobs på øen talte blandt andet:
Maskinmester på værftet, SOSU-hjælper i hjemmeplejen eller skibsmontør. Alle jobs som jeg ikke har nogen erfaring med.
Jeg elsker mit job som journalist, og jeg har jo valgt uddannelsen, fordi det er det, jeg brænder for. Hvis drømmejobbet lå på Ærø, så var der da meget større chance for, at jeg havde lyst til at tage springet og flytte derned.
Og jeg tror, det ville være meget nemmere at trække andre unge kvinder som mig derned, hvis deres drømmejob også var på øen.
Jeg mødte, Signe Ladegaard Jensen og Stine Maria Larsen, to kvinder, som har taget sagen i egen hånd, og skabt deres egne drømmejobs. De har begge startet deres egne virksomheder og sidder sammen i et kontorfællesskab. Jeg var ret fascineret af, at det virkede som om de ikke gik på kompromis med deres karriere. Noget som jeg var sikker på, at jeg ville være nødsaget til, hvis jeg skulle flytte til Ærø.
Kan det falde i hak?
Min tur til Ærø satte virkelig gang i mine tanker. For jeg fandt ud af, at der findes en løsning på det meste. Kærligheden kan man finde og tage med ned på øen. Veninder og fællesskaber ville jeg godt kunne finde. Drømmejobbet kan jeg måske helt selv skabe. Men alligevel var mavefornemmelsen der ikke, da jeg steg på færgen tilbage til fastlandet.
Der var alt for mange ting, der skulle falde i hak for, at jeg ville få det gode liv, som jeg allerede har i Odense. Jeg har ikke kærligheden, jeg kan tage med derover, der er ikke så mange veninder, jeg kan spejle mig i, og jeg tør simpelthen ikke gå selvstændig og skabe mit eget job endnu.
Selvom jeg ikke vil tage springet til Ærø nu og her, så er jeg blevet meget mere åben for, at det kunne være en mulighed, når jeg bliver ældre og der er flere ting, der er faldet i hak i mit liv.
Jeg tror, der kunne være en fremtid for kvinder på Ærø, men bare ikke for mig lige nu. Det er ikke et farvel, men et på gensyn
