Det bugner med mænd på Ærø: Mette swipede sig til et overraskende match

Findes kærligheden på Ærø for en ung kvinde i 20’erne, der gerne vil flytte til øen?

Kan man finde både venner, job og kærligheden på en ø, der kun huser lige omkring 6.000 indbyggere, hvoraf langt størstedelen er mænd?

Det spørgsmål forsøger Mette Aas at finde svar på i en ny serie.

Blandt de 18-30-årige på Ærø er der 20 procent flere mænd end kvinder, og ifølge Danmarks Statistik vil det tal kun stige i fremtiden. Det kan gå hen og blive en udfordring for øen, hvis kvinderne fortsætter med at være i undertal.

- Det er jo lidt det, jeg allerede er taget væk fra i Vestjylland, hvor jeg kommer fra, siger Mette Aas på færgen til Ærø. 

Mette Aas er 26 år og journalist på TV 2 Fyn. I serien 'Ung i udkanten - Er der plads til kvinder på Ærø?' har Mette sat sig for at undersøge, om det er mændene eller kvinderne, den er gal med på den hyggelige ø i det sydfynske øhav.

Ikke mange timer efter færgen er sejlet i havn, finder Mette dating-app’en Tinder på sin telefon. En app hun er hjemmevant i, hvorfor det ene swipe hurtigt følger efter det andet. Hvis Mette skal kunne se sig selv bo og leve et liv på Ærø, kræver det, at hun finder sig en mand. Men jagten på en potentiel flirt starter ikke godt ud:

- Jeg havde egentligt en aftale med to gutter, som jeg skulle have været ude at bowle med, men de har ghostet mig, siger Mette.

- Men det ser ikke godt ud på Tinder. Der er ikke mange muligheder, for der er ingen mænd på Tinder.

Mændenes domæne 

Navigationsskolen i Marstal er et trækplaster for unge mænd. Det er et af de få steder i Danmark, hvor man kan uddanne sig til skibsfører – og her er 75 procent af de studerende unge mænd.

- Det er helt naturligt, at her ikke er flere kvinder. Traditionelt set er det jo et mandefag, siger Kristian Myrhøj Johannsen, der er kommunikationsansvarlig på skolen.

Man skal da heller ikke rundt på gangene på den maritime uddannelse i lang tid for at se, at mændene er i overtal. Men det er ikke noget, der generer de mandlige elever, som ikke savner kvinder på øen.

- Jeg har boet her i tre år nu, og der har været et sporadisk savn af kvinder, men det er ikke noget, der præger min hverdag, siger Rasmus Kjærgaard, der er studerende på skolen.

Mange søger væk, men vender hjem igen

De unge rejser typisk fra øen inden de er 20 år. Det hænger ofte sammen med, at de skal tage en uddannelse på fastlandet og søger mod storbyen.

Blandt andet derfor er der ikke mange unge tilbage på øen, men det er ikke noget, der skræmmer borgmester Peter Hansted (S).

- Vi oplever i stigende grad, at vores unge kommer hjem eller at andre familier kommer hertil og finder veje ind i andre jobmuligheder her på øen. Blandt andet iværksætteri, siger Peter Hansted.

En øde Tinder-ø

Tilbage i dating-app’en Tinder swiper Mette videre. Det er ikke mange muligheder og bedst som konstateringen lyder, at der ikke er noget at hente på øen, lyder et ’pling’. Der er et match.

- Nej, der er et match. Spændende.

Glæden er dog kortvarig.

- Okay, han er så tysker og bor 144 kilometer væk. Det kan jeg jo ikke bruge til noget, siger Mette, der endnu ikke har mødt en eneste fra Ærø på Tinder. De bor alle sammen langt væk fra Ærø.

Teknologien har ikke sejret i Mettes jagt på kærlighed. Derfor må hun derhen, hvor den bedste løsning på alting findes.

- Jeg må på bar.

På baren møder Mette de mange unge mænd fra navigationsskolen. De falder i snak og drikker en øl. Men mere fører det ikke til.

- At finde kærligheden på Ærø tegner ikke særlig godt, siger Mette. 

Oversigt

    Oversigt