I det fynske folks tjeneste

2700 ænder med fugleinfluenza aflives

En besætning med gråænder ved Brenderup på Fyn er smittet med den mindre alvorlige type fugleinfluenza H7. Alle dyr aflives i morgen torsdag for at forebygge smitte og forhindre, at virus udvikler sig.

Der er udbrudt fugleinfluenza i en besætning i Brenderup.

Omkring gården oprettes der en 1 kilometer spærrezone, hvorfra fugle ikke må flyttes uden særlig tilladelse. Den ramte gråandebesætning er på 2700 avlsgråænder. Fuglene er ikke syge, men har virus i sig. Fødevarestyrelsen afliver fuglene i samarbejde med Beredskabsstyrelsen. Der bliver samtidig gennemført en grundig rengøring og desinfektion af ejendommen.

Smitten i besætningen er opdaget i forbindelse med rutinemæssige overvågningsprøver, der bliver taget som led i den danske handlingsplan mod fugleinfluenza.

Restriktioner for flytning af fjerkræ

Den 9. marts blev en gråandebesætning ved Fuglebjerg på Sjælland også konstateret smittet med den mindre alvorlige type af fugleinfluenza H7.

- Det er netop i denne periode, at avlsgråænder undersøges rutinemæssigt for fugleinfluenza som led i den løbende overvågningsplan for fugleinfluenza. Det kommer derfor ikke som en overraskelse, at vi gennem overvågningen finder besætninger smittet med fugleinfluenza, da svømmefugle kan have fugleinfluenza uden at vise tegn på sygdommen. Mulige årsager til smitten i de to besætninger er under afklaring, men intet tyder på, at der har været kontakt mellem de to besætninger, siger veterinærdirektør Jan Mousing.

En-kilometer zone

Samtidig med aflivningen indføres en række restriktioner for færdsel med fjerkræ og produkter i en 1 kilometer zone omkring gården. Al flytning af fjerkræ og andre fugle i fangenskab, æglægningsklart fjerkræ, daggamle kyllinger og æg inden for, til eller fra spærrezonen må kun ske med fødevareregionens tilladelse. Inden for spærrezonen er det forbudt at afholde markeder, skuer og kapflyvninger.