I det fynske folks tjeneste

45-årig mand i fængsel efter overgreb på steddatter

En 45-årig mand er blevet idømt 4 1/2 års fængsel for seksuelle overgreb mod sin steddatter.

En 45-årig mand fra Sydfyn blev mandag ved Retten i Odense idømt fire år og seks måneders fængsel for flere samlejer og flere forhold af anden seksuelt forhold end samleje med sin steddatter.

Overgrebene er foregået, da pigen var mellem 11 og 12 år gammel, og overgrebene fandt sted på deres fælles bopæl.

Manden nægtede sig skyldig i overgrebene, men Retten lagde vægt på pigens og en række vidners forklaringer, skriver anklagemyndigheden ved Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Ved dommen fik den 45-årige desuden forbud mod at få besøg af børn under 18 år i sin bolig, ligesom han heller ikke må opholde sig hos personer, hvor der er børn under 18 år.  Hvis han skal have besøg af børn under 18 år,  skal de ledsages af en voksen. Forbuddet gælder i fem år.

Den forurettede pige blev tilkendt en erstatning på 80.000 kroner.

Den 45-årige ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse. Han skal dog fortsat være varetægtsfængslet under anken.

Ved du noget? Så send os et tip