I det fynske folks tjeneste

78 vandskader efter skybrud

Falck har i alt modtaget 78 henvendelser om vandskader oven på søndag eftermiddags kraftige regnvejr, der resulterede i mange oversvømmede kældre.

Vandet stod søndag højt flere steder - som her i Tommerup.

Hos Falck fortæller den vagthavende redningsleder, at der mandag morgen er kommet yderligere fire henvendelser fra husejere med vandskader oven på de 74 henvendelser, der var kommet søndag.
- Der kom meget vand på kort tid. Jorden har været hårdt efter lang tids tørke, og derfor strømmede vandet ned i især kældre, samtidig med at kloakker løb over, fortæller redningslederen til TV2/FYN.

I Tommerup blev tunellen under jernbanen oversvømmet, så bilerne ikke kunne køre igennem. Det samme var tilfældet i Odense - blandt andet ved Vestre Boulevard i Sanderum. Her blev mange bilister ganske enkelt fanget af vandet.