I det fynske folks tjeneste

87-årig kvinde låst inde i container: Nu ændrer genbrugsplads procedure

Lørdag låste medarbejderne på Bogense Genbrugsplads en 87-årig kvinde inde i en container. Foto: Google Street View

Nordfyns Kommune vil holde containerne på genbrugspladserne åbne, efter en ældre kvinde lørdag blev låst inde i en bælgravende mørk container.

Birthe Sørensen blev i weekenden låst inde i en container på genbrugspladsen i Bogense kort før lukketid. I bælgravende mørke var den 87-årige kvinde fanget.

Efter uheldet ændrer Nordfyns Kommune procedurer på genbrugspladserne i både Bogense og Otterup. Indtil der er fundet en permanent løsning, vil containerne fremadrettet stå åbne - også efter lukketid.

- Vi er ulykkelige over, at en borger har været ude for den her oplevelse, hvor hun har været rigtig bange. Det skal være en god og tryg oplevelse at komme på vores genbrugspladser, siger leder af Genbrug og Renovation Hans Rasmussen i en pressemeddelelse.

Fanget i flere minutter

Ifølge fyens.dk gik Birthe Sørensen ind i en container, hvorfra genbrugspladsen sælger genbrugsfund, et kvarter før lukketid klokken 15.45 lørdag eftermiddag. Pludselig forsvandt dagslyset langsomt ud af containeren, inden Birthe Sørensen hørte metaldørene lukke og låse. 

Læs også Mulig bombe lukkede genbrugsstation i Odense

- Jeg gik hen mod udgangen, men jeg når ikke helt derhen, og så bliver den sidste dør også smækket i. Så stod jeg der som en lille pige i bælgravende mørke og turde næsten ikke bevæge mig, fordi der stod så mange ting i containeren, fortæller hun til fyens.dk.

I mere end fem minutter bankede den 87-årige kvinde på dørene, indtil et ægtepar lukkede Birthe Sørensen ud af containeren.

Gennemgår sikkerheden

Containerne er førhen blevet låst af uden for genbrugspladsernes åbningstid for at undgå tyverier. Nu ændres dén praksis.

Derudover giver episoden anledning til at revurdere sikkerheden på kommunens genbrugspladser. 

- Det er i det hele taget en god anledning til at gennemgå sikkerheden på pladserne og se nærmere på procedurerne på områder, hvor der er grund til at være ekstra opmærksom. Det vil vi bruge ekstra kræfter på de nærmeste dage, siger Hans Rasmussen. 

Læs også Hit på lossepladsen: Skraldekunst gør os bedre til sortering

Ved du noget? Så send os et tip