I det fynske folks tjeneste

Ahrendtsen beklager udtalelser om skolechef

Odenses viceborgmester, Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti trækker nu sine udtalelser om byens skolechef tilbage. Alex Ahrendtsen beklager sin pressemeddelelse og erkender at hans kritik var forkert.

Alex Ahrendtsen trækker nu sine kritiske udtalelser om Odenses skolechef tilbage.

- Jeg er blevet belært om at en politiker ikke må gå ud og kritisere en embedsmand offentligt, fordi embedsmanden jo ikke kan forsvare sig over for sine politiske chefer. Det vidste jeg ikke, og jeg beklager mine udtalelelser, siger Alex Ahrendtsen.

Vilde islamiske fundamentalister

Viceborgmesteren udsendte torsdag morgen en pressemeddelelse, hvor han gav udtryk for, at han var chokeret over, at skolechef Jørgen Schaldemose bagataliserede en hændelse på H.C. Andersen Skolen i mandags. Her truede angiveligt 50 elever en anden elev, fordi han var kommet med nedsættende bemærkninger om islam.

Det fik Alex Ahrendtsen til at kræve en undersøgelse af "vilde, islamiske fundamentalister" på H.C. Andersen skolen.

- Jeg har nu fået oplyst, at der også var danske elever involveret i overfaldet, og jeg må erkende at jeg har været alt for hurtigt ude med min kritik af skolechefen, lyder det nu fra Alex Ahrendtsen, der er i Jan Boyes fravær også er fungerende borgmester.

En fejl

Det var en samtale med Odenses rådmand Jane Jegind, der fik Alex Ahrendtsen til at trække sine udtalelser tilbage.

- Alex er ny i politik, og han har misforstået noget og begået en fejl. Det må man have lov til som ny. Nu trækker han sine udtalelser tilbage, og så må vi se fremad. Men jeg vil godt sige, at jeg finder episoden i skolegården for uacceptabel, siger Jane Jegind(V).

Læs artiklen: Viceborgmesteren langer ud efter skolechefen