Air Alpha fyrer folk

Flyselskabet Air Alpha med base i Beldringe har fyret mere end en trediedel af sine medarbejdere og beder resten gå ned i løn.

Selskabet har fyret 24 ud af 60 medarbejdere og har bedt resten gå 10% ned i løn, skriver Fyens Stiftstidende.

Air Alpha lever af at sælge flyvemaskiner og chartre fly ud, og det er områder, hvor finanskrisen mærkes.

Derfor har virksomhedens ledelse gennemført en tilpasning for at overleve, oplyser direktør Jesper Carvalho Andersen til avisen.

Han ser med sindsro på fremtiden.

- Vores organisationsændring stiller os stærkere, hvis krisen bliver langvarig, siger han.

Air Alpha har en solid økonomi, en god ordretilgang og er ikke i likviditetsproblemer.

Men meget afhænger af bankernes indstilling, siger han:

- Vi har mange forespørgsler fra kunder, der ønsker at købe fly. Men hvis bankernes proces er for lang, for bureaukratisk og med urealistiske krav, bliver en salgsproces ikke blot længere, men ofte umuliggjort, siger Jesper Carvalho Andersen.

Oversigt

    Oversigt