Alle med i budgetforlig i Nyborg: Besparelser for 45 millioner

Bredt budgetforlig i Nyborg. Oppositionen enige om, at man har fået en børnevenligt budget, men store besparelser på jobcenter og ældreområdet.

Det endte med et bredt budgetforlig i Nyborg mandag aften.

Venstre kunne have besluttet alene, fordi man har absolut flertal i Nyborg Byråd, men i sidste ende valgte både SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at gå med.

De lægger nu stemmer til besparelser på 45 millioner kroner næste år stigende til 57 millioner kroner i 2022.

Udspillet fra kommunens administration var besparelser på knap 52 millioner kroner i 2019 stigende til 66 millioner kroner.

Børnevenligt

Alligevel var oppositionspartierne i bund og grund tilfredse med, at de har fået lempet besparelserne med syv millioner i 2019. 

- Det er et børnevenligt budget, sagde SF's Suzette Frovin på et pressemøde, mens socialdemokraternes gruppeformand Sonja Marie Jensen gentog, at man havde skærmet børnene.

Og rigtigt er det da også, at der pilles 36 millioner kroner ud af sparekataloget over fire år.

De 27 millioner kroner kommer skoler og daginstitutioner til gode.

Både på skole- og daginstitutionsområdet har man bevaret de såkaldte kvalitetspuljer, man freder flexjobberne, der reduceres i ledernes normerede arbejdstid ved siden af lederarbejdet, og så røres der alligevel ikke ved Nyborg Heldagsskole ressourcetildelingsmodel.

Ældreområde skal spare 12 millioner

Besparelserne på ældreområdet og Nyborgs jobcenter slår dog igennem med fuld virkning som foreslået af administrationen.

Ældreudvalgets formand Carsten Kudsk (DF) er ikke begejstret for besparelserne på over 12 millioner kroner, men sætter sin lid til, at han har fået oplyst, at det ikke vil gå ud over serviceniveauet.

Det ligger dermed fast, at byens plejehjem skal finde over syv millioner kroner ved bedre planlægning af arbejdstiden - blandt andet ved at varsle arbejdsændringer i tide, så der ikke udbetales så mange særydelser.

I høringssvarene har FOA protesteret over ændringen, der vil betyde lønnedgang for mange medarbejdere. Desuden skal der spares tre millioner på vikarkontoen, og plejesektoren har fået at vide, at elever nu indgår med 60 procent af normeringen - også den udmelding har de ansatte haft svært ved at acceptere.

Carsten Kudsk måtte også indrømme, at et nyt demenscenter, som er en del af forliget, på det snart nedlagte plejehjem i Tårnparken ikke er groet i hans baghave, men i Venstres.

Der skal bygges om for to millioner kroner for at gøre plejecentret indflytningsklart.

Kudsk ønsker sig et stort og moderne plejecenter på havnen.

Den udmeldte besparelse på jobcentret i Nyborg ændres der heller ikke ved.

Jobcenter skal fyre ansatte

Fra næste år skal der skæres i medarbejderne for fem millioner kroner stigende til syv millioner fra 2020.

Jobcentret hører under beskæftigelsesudvalget, hvor socialdemokraten Sonja Marie Jensen er formand.

Hun udtalte på det efterfølgende pressemøde, at nogle af pengene måske kan spares ved at samarbejde bedre mellem forvaltningerne og købe flere ydelser internt.

- Men vi skal selvfølgelig være opmærksom på, at de tilbageværende ledige ikke kommer længere væk fra arbejdsmarkedet, og at ledigheden ikke stiger igen, sagde hun.

Se hele budgetforliget her:

Oversigt

    Oversigt