I det fynske folks tjeneste

Antallet af spøgelseshuse i landsbyer vil vokse

Kommunerne estimerer, at der hvert år vil komme omtrent 2500 flere tomme huse i landområderne.

Når en ældre beboer forlader et hus i landområderne eller landsbyerne, bliver det sjældent overtaget af en ung børnefamilie.

Det efterlader flere og flere tomme spøgelseshuse. Helt nøjagtigt vil der komme 2500 flere tomme huse hvert år fremover, lyder det i en prognose fra Kommunernes Landsforening (KL), skriver Jyllands-Posten.

KL har i analysen taget udgangspunkt i antallet af ældre husejere på 75 år og holdt det op mod den manglende tilstrømning af familier med små børn til landområderne.

Fordi der i forvejen står cirka 60.000 tomme boliger, vurderer KL's formand, Martin Damm (V), at der er behov for en nedrivningspulje på mellem tre og fire milliarder kroner.

- Det er på høje tid at tage grundigt fat. Det skæmmer gadebilledet i en landsby eller købstad, når huse står tomme og begynder at falde sammen, siger Martin Damm til KL's nyhedsbrev, Momentum, ifølge Jyllands-Posten.

Problemet kan dog ikke løses alene ved at rive huse ned, siger formanden.

- Vi skal også forny områder i byerne og skal kunne forbedre nogle af de andre huse i landsbyen eller købstaden.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, regner dog ikke med, at det går så galt, som prognosen forudser.

Men han pointerer alligevel vigtigheden af at få revet faldefærdige huse ned.

- Vi har i flere år arbejdet på at få en nedrivningspulje med et omfang, hvor vi kan få fjernet alle de rådne tænder, der står rundt omkring, siger Steffen Damsgaard til Ritzau.

- Det kan være med til at højne boligstandarden i den landsby eller det lokalområde, hvor boligen ligger. Der er jo ingen af os, der har lyst til at flytte et sted hen, som er fyldt med faldefærdige boliger. Det skræmmer folk væk, siger han.

I 2014 og 2015 var der i den såkaldte Landsbyfornyelsespulje 400 millioner kroner, som kunne søges til at rydde op i den forfaldne boligmasse ude i landområderne.

Siden 2016 er puljen skåret ned til 55 millioner kroner årligt.