I det fynske folks tjeneste

Auktionshus sjuskede med våben

Auktionshuset Lauritz.com i Odense har fået bøde på 50.000 kroner for at sjuske med opbevaring og registrering af våben.

Det koster nu auktionshuset Lauritz.com i Odense en bøde på 50.000 kroner, at firmaet ikke havde tilstrækkeligt styr på de våben, selskabet havde til salg sidste efterår.

Selskabet blev i dag ved retten i Odense dømt for i oktober at opbevare våben som jagtgeværer og rifler i våbenskabe, der stod frit fremme og ikke var boltet fast til hverken gulv eller væg. Firmaet havde ellers få dage forinden fået et påbud af politiet om at få sat våbenskabene fast, men da Fyns Politi 8. oktober vendte tilbage til auktionshuset, var våbenskabene stadig ikke sat fast. Våbnene var heller ikke opbevaret i et godkendt boksrum.

Politiet kunne desuden konstatere, at firmaets våbenbøger ikke var ordentligt udfyldt.

Ifølge dommen har retten lagt vægt på, at der var tale om mange våben, og at firmaet udviste en "betydelig lemfældighed" med reglerne om våbens opbevaring og registrering.